Hyldest til hverdagens hjælpetrang

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Alt imens at mange begynder at indstille sig på, at ferietid er inden for rækkevidde, så begynder kirkeårets fortællinger at handle om hverdagen – altså hverdagen for Jesus, disciplene, de mennesker, de mødte, der hvor de rejste hen.

De store festhelligdage hører til jul, påske og pinse. Det er de store fortællinger om liv og død, og en Helligånd, der sætter gang i festen. Efter pinsefest og pinsesolens dansen, så lander vi i trinitatistiden. De stille fortællingers tid. Vi hører nogle af de fortællinger, som Jesus fortalte, når han fortalte lignelser. Når Jesus ville fortælle om Guds rige, næstekærlighed eller andre ting, som er svære at forklare, så brugte han flittigt billeder fra folks velkendte hverdag. Det er lignelserne.

Han brugte noget velkendt til at fortælle om noget svært begribeligt.

Billedet af at så korn, som falder i forskellig slags jord, det giver forskelligt udbytte. Om sennepsfrøet, det mindste af alle frø, der vokser og bliver kæmpestort. Om noget godt, der er lige her i blandt os, og vokser mellem os.

Jeg vil dele en hverdagsfortælling fra en bustur gennem en fortravlet tirsdag eftermiddag i Aarhus og Viby. Bybussen var 20 minutter forsinket. Solen skinnede, jeg hørte ingen brok.

I al sin forsinkelse kører bussen mod Viby torv. Den var godt fyldt op. Af en eller anden årsag, hvorfor kunne jeg ikke se fra min plads, så kunne bussen, med såkaldt lav indstigning, ikke komme til at holde helt inde ved fortovet på Viby torv.

Det gav en vældig udfordring for en ældre dame, som skulle ud af bussen med sin godt fyldte indkøbstrolly. Udenfor bussen sprang tre mennesker straks til og hjalp hende og trollyen ud. En anden gangbesværet dame skulle så om bord i bussen. Hun kunne ikke få sine ben til at virke ordentligt. Hun havde stort besvær med at forsøge at komme ind i bussen og hun var frustreret. Straks inde fra bussen sprang en ung mand til, og rakte hende sin fuldt tatoverede arm og hånd, hjalp hende ind og fandt en plads til hende.

Det gør mig bare så glad, at mennesker springer til og hjælper andre mennesker. At de er vågne, tilstede og ikke bare har lukket sig inde i sin egen lille mobilverden.

Det er sådan en helt almindelig næstekærlig tilgang til sit medmenneske. Der er en, som har brug for hjælp, en anden springer til og hjælper. Det er en skøn hverdagshændelse, der som regel spreder sig som ringe i vandet. For det gør noget ved os som menneske at se andre mennesker gøre det gode og det rigtige for et medmenneske, der pludselig har brug for hjælp. Det giver en god dagligdagsenergi hos alle os, der oplever det.

Lukker vi op for nyhederne, så får vi mange nyhedshistorier om mennesker, der ikke er gode ved hinanden. Om svindel og bedrag, krig og ufred, ansvarsfralæggelser og en ”laden stå til” og mennesker, som sviner hinanden til af forskellige årsager – eller måske helt uden grund.

Indimellem er det godt at fortælle sig selv og hinanden, at det er jo ikke sådan, folk er flest. Mange mennesker er som de fire til fem hjælpsomme mennesker, der den eftermiddag, uden at tænke over det, springer til og hjælper lige hvor der er brug for det, når der er brug for det. Det synes jeg efterhånden, at jeg har oplevet mange gange. I bussen, ved købmanden, på togstationen, eller fanget i bilen på ufremkommelig vej i det vildeste vintervejr sidste vinter.

Det her var bare en lille hyldest til hverdagens hjælpetrang, der finder sted hele tiden i alle mulige situationer, fordi vi ikke kan lade være. Det må jo komme et sted fra. Og det spreder sig som ringe i vandet. Vi kan alle hjælpe det på vej.