Hvordan staver man til kærlighed?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»…Kærlighed er den ekstremt vanskelige opdagelse, at noget andet end mig selv er virkeligt…«

Sådan siger den engelske forfatter og filosof Iris Murdoch. At kærlighed er et udtryk for en dyb form for selvforglemmende opmærksomhed, hvor vi serdet, der er uden for os selv, i naturen og i det andet menneske.

Kærlighed er, at vi selv træder tilbage for at lade det andet træde frem. Og for at kunne det, må man se. Sådan rigtig se. Med øjne der ser forbi en selv, med et hjerte og et blik der løfter det, man kigger på.

Jeg kom til at tænke på dette citat af Murdoch, da vi mødtes til friluftsgudstjeneste i pinsen og sammen med kirkens børnekor sang ’Jeg ved en lærkerede’. Ordene stod så tydeligt frem derude med fuglene trillende over hovederne på os. Om det lille barn der opsluges af det fantastiske natursceneri, der sker på heden foran det, med de dunede unger i lærkereden, med forældre der kredser betryggende tæt omkring dem.

Barnet ser og med ét ændres alt. Nu findes der intet andet end lærkereden. Barnet følger opmærksomt de flaksende fugles bevægelser. Det stiller sig på tå, holder på sit vejr for ikke at ødelægge og forstyrre og så serdet. Det blander sig ikke, gør ingenting. Og med netop det, at gøre ingenting, gør det godt.

Måske bærer vi alle sammen rundt på vores egne små lærkereder, en skjult skrøbelighed eller sårbarhed, som vi passer på i vores indre, så ræven eller en anden ikke uforvarende kommer til at ødelægge dem. Og det kan så let ske, at vi ødelægger hinandens reder med alle vores gode intentioner og forestillinger om, hvad der er det rigtige at gøre for den anden.

Det kan ske, at vi glemmer at se hinanden som vi er, fordi vi har travlt med at gøre og spejle vores egne forestillinger om verden over i den anden. Så forbliver hjertet hårdt, så misforstår vi måske hinanden eller går for langt.

For at blive lidt i børneuniverset, så husker du nok den lille bløde Plys bjørn i eventyret der siger: »Folk siger, at ingenting er umuligt... Men jeg laver ingenting hver dag.«

Mon ikke også vi kan have gavn af bjørnens glæde ved at lave ingenting og i stedet se, opdage, nyde, uden at gøre. Menneskets hjerte kan have brug for stilhed og pauser for at kærligheden kan nå det.

Til måske at tie stille og lade sig opfylde af den følelse af fred eller glæde eller livsfylde, som kommer udefra. Fra Gud, fra livet selv, fra vores omgivelser, fra naturen eller den sprudlende livskraft der måske er inde i os selv.

»Hvordan staver man til kærlighed?« spørger Grislingen i eventyret. ”Det staver man ikke til, det føler man” siger Plys. Det føler man med sit bløde hjerte. Måske når man mærker, at man er set og forstået som den man er, uden at man skal gøre sig fortjent til den andens kærlighed, uden at man skal gøre noget bestemt.

Kærlighed er da befrielsen af først at skulle forholde sig til sig selv, først at skulle have sig selv i tankerne. Kærlighed er da at se og tro på, at der er noget andet end en selv, der er virkelig i verden. Og der er nok at sepå.