Luk ikke plejecentre og skoler
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
For tiden foregår der et “råderumsarbejde” i kommunalbestyrelsen i Norddjurs, hvor det ene ekstreme forslag til besparelser toner frem efter det andet i udvalgsmødernes dagsordener.
Bag det tilforladelige ord ”råderumsarbejde” arbejdes hen i mod besparelser i driftsbudgetterne på 30 mio. kr årligt, og selvom vi selvfølgelig er fuldstændig bevidste om, at kommunernes økonomi altid skal holdes i stram snor, så er årets råderumsarbejde alligevel et udtryk for komplet manglende forståelse for økonomi, når man tror, at lukninger af forebyggende indsatser, skoler og plejecentre udløser andet end ”nu og her-besparelser” i stedet for de langvarige løsninger og fokus på kvalitet i den offentlige velfærd, som det politiske system ellers gang på gang sætter os i udsigt.
Vi vil gerne opfordre hele kommunalbestyrelsen til at fastholde visionerne for en kommune i udvikling, hvor det er godt at bo, arbejde og leve i
Vi vil her blot nævne lidt af de emner, der for tiden er til debat i udvalgene fra de skræk-sparekataloger, der ligger på de to velfærdsområder:
- Kulturtilbud til børn afskaffes
- Lukning af en eller flere skoler-afdelinger.
- Reduktion af tidlig helhedsorienteret indsats (Trivsel og Læring)
- Lukning af Fuglsanggården i Grenaa som plejecenter
- Lukning af Møllehjemmet i Auning
- Samling af demensindsats i Glesborg
- Lukning eller reducering af aktivitetstilbud på social- og ældreområdet.
- Lukning af de åbne Caféer i Grenaa og Auning (mulighed for spisning og socialt samvær fjernes)
Disse og flere andre forslag bliver meget snart sendt i høring i de forskellige organisatoriske led, og vi håber fra det socialdemokratiske bagland, at forslagene forkastes til fordel for nogle mere udviklingsorienterede og langsigtede planer.
Vi vil for eksempel på det kraftigste opfordre den socialdemokratiske gruppe til at stå fast på visionerne i den ældrebolighandlingsplan der på tværs af partier blev vedtaget i enighed i sidste valgperiode.
Gruppen opfordres til at holde fast i, at der også på sigt skal være plejeboliger nok, at der skal bygges et nyt tilbud til senhjerneskadede, at der skal prioriteres et nyt, samlet og opgraderet demenstilbud, og at der bygges plejeboliger til par.
Gruppen skal desuden holde fast i løfter om ro på skoleområdet, hvor der sikres kvalitet i stedet for at true med lukninger og reduceringer. Det er ikke godt for nogle og skaber blot usikkerhed og skepsis.
Vi vil gerne opfordre hele kommunalbestyrelsen til at fastholde visionerne for en kommune i udvikling, hvor det er godt at bo, arbejde og leve i. I særlig grad vil vi opfordre den socialdemokratiske kommunalbestyrelsesgruppe til at stå fast på visionerne for kommunen, et ordentlig serviceniveau for borgerne, trygheden for de ansatte og på de socialdemokratiske værdier om frihed, lighed og fællesskab.