Har du overvejet, hvordan du gerne vil dø?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Hvordan ser din ”værdige død” ud?

Og skal vi indføre såkaldt aktiv dødshjælp i Danmark?

Det forholder du dig måske til med jævne mellemrum, og indimellem fylder dilemmaerne også i den offentlige debat, hvilket er tilfældet i disse dage, hvor 3 medlemmer har forladt det regeringsnedsatte udvalg Udvalget for en mere værdig død. I protest mod det de beskriver, som et ensidigt fokus på hvordan vi kan indføre aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord i Danmark. De troede, de skulle være med til at undersøge og rette fokus på, hvilke muligheder der allerede er og kan udvikles.

For nogle uger siden var jeg til temadag om aktiv dødshjælp sammen med en masse andre præster.

Vi havde besøg af en forsker fra Holland, som fortalte om udviklingen der, efter man i 2002 indførte aktiv dødshjælp, og kort fortalt påviste han, at der er sket en markant stigning i antallet af tilfælde af aktiv dødshjælp lige siden.

Og at man overvejer, om også børn skal have ret til at vælge livet fra – hvis det bliver ubærligt. Samt demente – og psykiatriske patienter.

Det er ikke svært at forestille sig, hvilke enorme gråzoner, der åbner sig i kølvandet på de overvejelser.

Og hvad er det i grunden for et livssyn, som ligger bag?

I Holland var det væsentlige argument for aktiv dødshjælp friheden og autonomien. Det er også et af argumenterne tilhængerne bruger i Danmark.

Vi troede, vi gav folk frihed, sagde han.

Friheden, som ethvert menneske er i besiddelse af. Friheden til at leve – og friheden til at vælge at dø. Når og hvor og hvordan jeg selv vil. For så frie vil vi gerne være. Den frihed har vi ret til. Så frie føler vi os. Vi har magten over livet og døden. Tror vi.

Men mon ikke det er en frihed, der kommer med en pris? En temmelig høj pris, som jeg ikke er så sikker på, vi helt kan overskue konsekvenserne af.

For du kan blive så fortvivlet, at du ikke kan overskue livet længere – og så kan døden synes som en udvej. Endda en dør at gå ud af, som en læge i dette tilfælde tilbyder dig hjælp til at åbne og lukke. For evigt.

Men pludselig bliver det modsatte så også dit eget – egoistiske – valg - nemlig at være en byrde. For samfundet og for dine nærmeste.

Pludselig blev det til et valg at være en byrde for andre. Og hvem har lyst til at tage den opgave på sig?

Forestillingen om, at det gode liv er et liv uden smerte og sygdom er den illusion.

Lidelse er ikke noget du kan blive fri for, men et vilkår vi må lære at takle og bære for og med hinanden. Livet er sprængfyldt af både smerte og lidelse og samtidig værdighed. Sådan er det.

Vi er slet ikke så frie, som vi tror. I virkeligheden er vi bundne på hænder og fødder.

Der er masser af ting du er afhængig af. Penge, mad, bolig, arbejde, underholdning, oplevelser, sociale medier, din telefon.

For ikke at tale om de menneskelige relationer. Det er nok i sidste ende dem, der binder dig allerstærkest. Hvor fri er du, når der sidder en ved siden af dig, som stoler på dig, regner med dig, har lagt sit liv i dine hænder. Som er afhængig af dig.

Ikke ret meget, vel? Og godt for det!

Vi lever ikke evigt. Måske ikke engang året ud, hvis vi har en dødsdom hængene over hovedet. Men livet er livet værd, også når det er fyldt med lindret lidelse, for vi ejer hverken livet eller døden. De er ikke vores, men vi er fælles om begge dele og livet er og skal være mere end vores lidelser og smerte.

Så det bliver et nej tak herfra. Men samtidig et ja tak til en tydeliggørelse og udvikling af den mulighed for lindring og omsorg, der allerede er til stede som passiv dødshjælp og palliation – også når det i visse tilfælde fremskynder livets afslutning.

Det er menneskeligt at være til besvær – også når vi er syge og døende – og den værdighed skal vi kæmpe for at bevare.