Vi er her for at følges

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

På søndag er der ikke blot gudstjeneste i alle landets kirker, nej det er en ganske særlig søndag, der er nemlig valg til Europa-Parlamentet.

Europa-Parlamentsvalgene er ikke just de valg der har den højeste stemmeprocent i Danmark, men det er dog alligevel et rigtigt, internationalt, demokratisk valg – og det synes jeg altid er noget særligt. Som præst må jeg jo ikke være politisk, og jeg skal derfor nok holde mig fra at give gode råd om hverken parti-valg eller EU-holdninger i denne klumme.

Men derfor synes jeg nu alligevel, at valget er denne uges store begivenhed, og derfor også temaet for denne uges præsteklumme. Og særlig tre aspekter af hvert eneste valg glæder mit lille præstehjerte.

For der er altid noget stort i, at vi alle byder os til og gør vores gerning. At vi sætter vores kryds, og uanset om vi er høj eller lav, toppolitiker eller tvivlende, så tæller vores kryds præcis lige meget – nemlig én stemme hver.

Det bliver jeg altid rørt over. Selvfølgelig fordi jeg også ser meget evangelie i netop den pointe. For i Guds øjne er vi også altid alle sammen et menneske og vi er alle lige værdifulde, uanset vores præstationer, bedrifter, eller kompetence.

Alene fordi vi er mennesker har vi værdi – alle sammen, fuldstændig uden undtagelse, og det synes jeg er et fantastisk menneskesyn at bygge et samfund på, og at denne tanke er en del af vores samfunds fundament, mindes jeg om, hver eneste gang vi afholder valg.

En anden glæde jeg som præst oplever i en valguge som denne, er glæden ved at vi samles om det der er større. Vi samles om et fællesskab – også selvom vi kan være uenige om hvordan og hvor omfattende det fællesskab skal være.

Men dét at sætte et kryds og tage stilling betyder jo at vi gerne vil andre end os selv, at vi hver især funderer over hvordan vores samfund, land og Europa bliver bedst mulig for flest mulig, og det kræver refleksion og empati. Hele tanken om ’det fælles’ er jo grundlæggende for kristendommen, hvor menighedsfællesskabet og næstekærligheden er grundsten for vores tro.

Troen på at vi ikke er alene, men at vi mennesker er sat på jorden for at være noget for hinanden og for at følges.

Men fællesskab og følgeskab betyder ikke nødvendigvis enighed og enshed. Og det er min tredje og sidste pointe i denne uges ’valg-klumme’. For valgtid får mig altid til at glædes ved vores store forskellighed.

Jeg glædes over, at forskellige partier kan stå på samme fortov og uddele valgmateriale og at flere forskellige partiers valgplakater kan hænge pænt under hinanden på lygtepælene rundt omkring. For det er jo også en af kristendommens pointer; at vi mennesker er forskellige og at det er skønt.

Der er en glæde og en styrke i at vi ikke er ens, men at vi kan forskelligt og skal forskelligt her i livet. Tænk, at vi – både til valg og til hverdag – som mangfoldige individer kan mødes om det fælles. Tænk at vi kan tale med hinanden og blive klogere af hinanden. Tænk at vi kan sparre, drøfte og sågar diskutere, tænk at der er plads til os alle. Dét er værd at fejre.

Så uanset om du bruger din søndag på kirkebænken, i stemmeboksen, på sofaen eller et helt fjerde sted, så håber jeg at du får en dejlig en af slagsen og ønsker jer alle en rigtig glædelig valguge.