Fiksering af søer hører ikke til i dagens Danmark
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
I Danmark er der omkring en million søer, som hvert får producerer knap 40 millioner smågrise. Og det er ikke en fejl, at jeg skriver producerer i stedet for at føde. For de forhold, søer lever under, minder mere om en produktionsfabrik, end om et sted for levende og sansende væsener.
Når en dansk so føder sine unger (farer), bliver hun fikseret bag tremmer, i hvad der kun kan kategoriseret som et bur. Her ligger hun mellem tremmer så snævre, at hun end ikke kan vende sig om. Under fødslen og indtil ungerne er fravænnet, ligger hun på denne måde. I alt ligger soen fikseret i fem-seks uger.
Efter ungerne er fravænnet, går der nogle dage, inden soen atter bringes i brunst, og processen fortsætter på samme måde. Efter seks-syv kuld og cirka tre år i produktion sendes soen til slagtning.
Jeg har selv besøgt danske svineproducenter op til flere gange, og jeg må bare sige, at det ikke er en ok måde at behandle dyr i vores landbrug på. Det er simpelthen ikke værdigt at tilbringe store dele af sit liv i et bur så småt, at soen hverken kan gøre fra eller til.
Som medlem af Europa-Parlamentet kæmper jeg for at udfase og helt forbyde brugen af bure i europæisk landbrug. Over 1,4 millioner europæere har allerede underskrevet borgerinitiativet “End the cage age”, og EU-Kommissionen har tidligere lovet at komme med lovgivning på området. Hvis jeg bliver genvalgt vil det være en prioritet for mig, at udfase og forbyde burene!