Fortsæt til indhold

Skarp kritik af byudvikling i Ebeltoft - kære politikere, mon ikke I kan skrabe sammen til lidt mere end en bakketop?

Ebeltofts borgere skal spejde langt ud i horisonten efter den lovede Folkepark. Forvaltningen har nemlig opdaget, at anlæg koster penge, så nu hvæsses sparekniven for alvor, skriver for- og næstperson fra Ebeltoft Distriktsråd i dette kritiske indlæg

Debat
Vibe Bregendahl,forperson Ebeltoft Distriktsråd
Sverre Tønder,næstforperson Ebeltoft Distriktsråd

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Det sku’ være så godt, og så det faktisk skidt. For efter otte års prisvindende borgerprojekt og et flot vindende projekt fra BOGL-arkitekter kan selv den skarpeste kikkert ikke zoome ind på en reel realisering af Ebeltoft i Udviklings kystprojekt.

Først på realiseringsplanen er Folkeparken på det, der i dag (ironisk nok) kaldes horisonten.

På tegningerne fra BOGL kan borgere og turister se frem til både ny legeplads, solnedgangsbænk, havnebad og en flot strandbar indbygget i landskabet.

Desværre er det jo sådan, at det kræver mere end flotte tegninger og gode intentioner at realisere ambitiøse projekter. Det kræver også kroner og ører. Og de gror, som bekendt, heller ikke på træerne i Syddjurs Kommune.

Nye tekniske beregninger viser, at bare jordarbejdet og beplantningen på Folkeparken løber op i 13 millioner kroner. En stejl stigning fra det overslag på fem millioner, borgerne blev præsenteret for på Byforum først på året.

Det har, naturligt nok, givet anledning til både panderynker og en revurdering i forvaltningen. Derfor er politikerne nu blevet præsenteret for en helt ny realiseringsplan.

Væk er legeplads, havnebad og strandbar. Ja, selv ikke alt jordarbejdet er der blevet plads til i første hug.

I stedet er der lagt op til en plan, hvor kuperingen og beplantningen af Folkeparken sker over flere budgetår. Tillykke med folkeparken, venner. Her er en bakke med en busk.

Man kan allerede fornemme jublen hos de mange Ebeltoft-borgere, som har lagt årevis af frivilligt arbejde i Ebeltoft i Udvikling. Utak og en flot beplantning er øjensynligt verdens løn. Det er næsten grinagtigt, hvis det ikke var så pinagtigt.

Vibe Bregendahl, forperson Ebeltoft Distriktsråd. Pressefoto
Sverre Tønder, næstforperson i Ebeltoft Distriktsråd. Pressefoto
Tillykke med folkeparken, venner. Her er en bakke med en busk.

Er der penge bag de flotte ord?

Det er nemt at pege fingre ad forvaltningen og skælde ud. Men det er nu engang deres job at tilpasse projekter til kommunens anlægsbudget. Samtidig er det vores oplevelse, at der i forvaltningen lige nu bliver arbejdet på at finde løsninger, så vi kan få løftet kystprojektet fra papir til handling.

Ny direktør for Udvikling og Kultur, Luise Pape Rydahl, har sammen med den nye chef for Kultur og Plan, Lars Høeberg, fået en brandvarm kartoffel smidt i skødet som velkomstgave. Flot pakket ind i manglende finansieringsplan og en projektleder, som kort efter forlod posten. Velkommen til. Fikser I lige den?

Men hvor både projektleder og finansieringsplan har manglet, har det til gengæld ikke skortet på politikere, som har solet sig i borgerinddragelsespriser og gladelig fortalt vidt og bredt om flotte projektplaner.

Men, kære politikere, uden klingende mønt til at bakke op, ja, så klinger det ærlig talt lidt hult.

Det er utopi at tro, at Syddjurs Kommune kan finansiere hele kystprojektet eller sågar bare Folkeparken selv. Men man har vel lov at håbe, at det politiske ambitionsniveau bare nogenlunde matcher skåltalerne.

Efter sommerferien skal næste års budget forhandles, en oplagt mulighed for rent faktisk at sætte politisk handling bag ord. Mon ikke, I kan skrabe sammen til lidt mere end blot en bakketop?