Fortsæt til indhold

Er ambitionerne for horisonten skyllet væk med stormfloden?

Ebeltoft Distriktsråd mener, på bagkant af et stormøde om den nye folkepark på horisonten i Ebeltoft, at det er useriøst, at der allerede nu signaleres besparelser fra kommunens side.

Debat
Vibe BregendahlForperson, på vegne af Ebeltoft Distriktsråd

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Måske var det symbolsk, at borgerne i Ebeltoft skulle stemme om fem forskellige projekter på horisonten med kasinojetoner, for man fik desværre indtrykket af, at det primært var en øvelse, som handlede om kroner og ører.

Det kan undre, at vi her, kun et års tid efter BOGL vandt den stort opslået arkitektkonkurrence med et ambitiøst projekt, som langt overvejende er modtaget positivt over hele byen, bliver inviteret til et Byforum, hvor borgerne pludselig skal stemme om, hvilke elementer af planen, de helst vil have.

Samtidig var der en påfaldende uvilje fra projektleder Jeppe Nørager til at svare på konkrete spørgsmål om projektet.

Ikke mindst da der blev spurgt: »Jeg kan ikke helt forstå, hvorfor vi skal stemme, kan vi ikke få det hele, som var planen?«

Den nye folkepark på halvøen i Ebeltoft var onsdag 23. februar til debat på et byforum i idrætshallen, hvor omkring 150 mennesker mødte op. Illustration: BOGL

Der blev sagt noget om prioriteringer, men om det begreb dækker over, ’vi prioriterer, hvornår de enkelte elementer skal etableres’, eller nærmere over ’vi prioriterer, hvad der rent faktisk vil blive realiseret’, det blev der desværre ikke svaret klart på.

Der er ingen tvivl om, at det er et stort arbejde at finde den fulde finansiering, når en så ambitiøs plan, hvor by- og havneudvikling går hånd i hånd med klima- og kystsikring, skal realiseres.

Men Ebeltoft i Udvikling har lige siden det blev vedtaget af byrådet i 2016 fra starten været et ambitiøst projekt. Prisvindende endda.

Det kan forhåbentligt ikke komme bag på nogen, at når planerne endelig ligger klar, så koster det penge at realisere dem?

Kystprojektet har potentiale til at løfte og udvikle Ebeltoft til et endnu bedre sted at besøge og ikke mindst bosætte sig.

Derfor er det useriøst og noget bekymrende, at der allerede nu signaleres besparelser fra kommunens side.

Lad os i stedet få alle mand på dæk, finde finansieringen og få hevet et ambitiøst og værdiskabende projekt helskindet i land.