Ester fylder 100 år: »Jeg lever - og det er det man har livet til«

»Jamen, er det næsten til at forstå?«

Ordene er Ester Rasmussens.

Hun sidder i køkkenet i sit rækkehus i Ebeltoft.

Hun snakker, gestikulerer, griner, rejser sig for at hente et fotoalbum eller en scrapbog, sætter sig, rejser sig, finder iPad’en frem for at vise et Facebook-opslag, hun har lavet for nylig om madspild, byder på en lakrids og snakker noget mere.

Det hele foregår med nærvær på trods af en næsten rastløs energi, der forplanter sig i hendes krop. Den bevæger sig hele tiden, og det samme gør hendes klare, blå øjne.

Tirsdag 27. februar har hun levet i 100 år. Hun blev altså født i 1924, og nej, det er næsten ikke til at forstå, hvad der er sket i verden på de 100 år.

Men én ting har ikke ændret sig, og det er Ester Rasmussens lyst til livet og til at opleve, indfange og forstå verden.

Skibsforlis gav kærlighed

Så længe hun kan huske, har hun haft eventyrtrang og udlængsel. Hun ville se verden.

Løsningen blev hyre på DFDS-skibet Frederikshavn, der sejlede til Norge.

»Jeg var helt euforisk. Jeg skulle til udlandet. Senere fik jeg ansættelse som pantryjomfru på A.P. Bernstorff, som først sejlede til Finland og siden mellem Esbjerg og Harwich. Da var det rigtigt spændende, for så kunne jeg også se England.«

4. februar 1947, var havet mellem Danmark og England ramt af en frygtelig storm.

Skibet modtog et nødsignal fra et andet af rederiets skibe, I. C. Jacobsen, som var i havsnød cirka 20 sømil derfra.

Ulykkeligvis mistede kaptajnen og maskinchefen på det synkende skib livet, men det lykkedes mandskabet på A. P. Bernstoff at få de resterende 21 sømænd ombord.

Ved et tilfælde blev det skibets 2. styrmand, Ester Rasmussen skulle hjælpe. Det blev et skæbnemøde, som hun fortæller følgende om:

»Jeg hjalp ham med at få det drivvåde tøj af. Det var han ikke meget for, for han havde taget uniformen på uden på sit nattøj, og det, syntes han, var så flovt. Men det fortalte han mig først lang tid efter. Han spurgte mig, om jeg havde sejlet på ’Frederikshavn’, for der havde han set mig og fattet interesse. Det blev til brevveksling og året efter blev vi gift.«

2. styrmanden hed Peter Emil Rasmussen og han blev hendes livs store og eneste kærlighed. Sammen fik de tre børn, og da han fik arbejde som kaptajn på Molslinjen i 1966, flyttede familien til Ebeltoft.

Desværre døde Peter Emil Rasmussen af kræft i 1991, kun 73 år gammel.

»Han var en virkelig flot mand, meget beskyttende og hensynsfuld. Og så delte vi lidt af den samme eventyrtrang. Derfor har vi også rejst en del i vores liv. Mange steder i Europa og i Bangladesh og Mozambique. Engang arvede vi nogle penge, og så var spørgsmålet jo, om de skulle bruges på en udestue eller en rejse. Vi valgte det sidste og tog på en tur til New York, Californien, Hawaii og New Orleans.«

Der er ikke noget, Ester Rasmussen fortryder i sit liv. Og dog.

»Jeg fortryder de rejser, jeg ikke tog. Jeg ville så gerne have været til Asien.«

Utålmodig

Huset på Skelhøjevej var fuldt af børn og gøremål.

Det opslugte dog ikke Esters nysgerrighed på verden omkring hende.

Hun var hjemmegående, men ville gerne finde et arbejde, på for eksempel biblioteket eller i boghandlen. Det lykkedes dog ikke, blandt andet på grund af hendes mands skiftende arbejdstider.

Hun tilmeldte sig kurser af forskellig art, men hendes ivrige og ret så utålmodige sjæl gjorde, at hun stadig kedede sig.

»En dag sagde jeg til min mand: Jeg vil på højskole, og ellers vil jeg skilles.«

Det sidste var nok ikke alvorligt ment, men afsted på højskole kom hun det år og mange år frem.

Især højskolen Folkevirke med Bodil Koch i spidsen, der startede ’for at kvinder kunne få ordet og ikke holde sig tilbage for mænd’ blev en inspirerende og tiltrængt tilføjelse til Ester Rasmussens liv.

»Det var lige som at få nyt olie på lampen.«

Hun tog også næsten en hel HF, og hurtigt fik andre i Ebeltoft også øjnene op for, at her var en kvinde med viden og interesse. Hun blev hvervet som guide for Fregatten, Turistforeningen og på Glasmuseet.

»Jamen, der har nok altid været ret meget gang i mig. Det er der stadig, og jeg skal faktisk nogle gange lige minde mig selv om ikke at rende for stærkt nu.«

God bezzerwizzer-makker

Hun blev født i Aars som den yngste af syv søskende.

Hendes forældre drev en trikotageforretning, og ved siden af købte og solgte hendes far uld.

Hun startede i skole som seks-årig, lærte hurtigt at læse og fik topkarakterer. I 1940 tog hun sin realeksamen. Samme forår var Danmark blevet besat af tyskerne, og den tid glemmer hun aldrig.

»Lyden af flyene, der kastede sedler ned. Den 9. april var jeg på besøg hos min ældste søster, som boede i Aalborg. Det var en hård tid, og den er nok en af dem, der har gjort det største indtryk på mig gennem de 100 år, jeg har levet.«

Og selv om der ganske givet er meget interessant at fortælle om fra en barn- og ungdom i 20’erne, 30’erne og 40’erne, så ender de fleste af Esters anekdoter alt for hurtigt og gerne med en lille, ikke bitter, men præcis, stikpille til samfundet i dag.

»Der var virkelig vareknaphed dengang, og jeg bliver forarget, når jeg ser, hvor meget madspild, der er i dag. Det græmmes jeg over. I det hele taget var vi dengang gode til at genanvende alt. Nu er vi mere lige glade, vi køber bare noget nyt eller øser alt for meget op på tallerkenen,« siger hun og benytter lejligheden til at vise det skilt, der hænger på hendes køleskabsdør: Undgå madspild, står der.

Hun går i det hele taget ikke af vejen for en diskussion om dagens Danmark, og har for nylig set dokumentaren om tidligere statsminister Helle Thorning Schmidt.

»Det er blevet et giftigt politisk miljø, vi har i dag på Christiansborg. Jeg synes, dansen om guldkalven er blevet meget mere rå, end den var engang. Jeg synes, politikerne skulle droppe deres spindoktorer og så simpelthen lave politik med hjertet i stedet for.«

Hun læser hver dag Jyllands-Posten, ser nyheder og en af hendes største glæder er at læse bøger. Lige nu ligger Haruki Murakamis Kafka på stranden på sofabordet, og for nylig genlæste hun Charles Dickens.

»Hun er en god makker at have med i Bezzerwizzer,« siger hendes søn Michael Rasmussen, som et klart kompliment til sin mor.

På søndag fejrer de dagen sammen med den nærmeste familie på restaurant Karens Køkken.

»Da jeg blev 90, holdt jeg stor festivitas med revl og krat og slupkoret. Det gider jeg ikke denne gang. Nu er det bare de nærmeste, men med børn, børne-, og oldebørn bliver vi jo også over 40.«

Hun ved godt, at denne sandsynligvis bliver den sidste runde fødselsdag.

»Jeg er ikke bange for at dø. Det skal vi jo alle. Jeg synes, hver dag er en velsignelse. Jeg glædes over min morgenkaffe, min familie, fuglene på foderbrættet. Jeg har det godt, især når jeg sidder ned, og så længe mit sind er vågent og videbegærligt, så vil jeg nyde hver eneste dag. Jeg lever, og det er jo det, man har livet til.«

Til spørgsmålet om, hvad hun vil give af råd til yngre generationer, der har livet foran sig, svarer hun ved at recitere et gruk af Kumbel:

’Tæk dit tag med vid og viden

Ånd alene trodser tiden.’