Sommerens nu
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Hver gang en sommer igen kommer dragende, dvælende, farende hen, er det som kom man i dybet af dagene, hjem til sin hjemegn igen.
Sådan lyder det første vers i Piet Heins ”Sommerens ø” .
Det er en på mange måder skøn sommersang, som man godt kan dvæle lidt ved. Sådan som man kan det på en sommeraften, hvor det kun bliver tusmørke, og hvor dufte og lyde af sommer fylder ens sanser. Ind i et nu af sommer fletter andre somre sig.
Og selv om jeg har oplevet så mange somre, så er ingen af dem som denne. Hver især har vi bevæget os lidt eller meget siden sommerlyset sidst lagde sig over os og trængte sig ind gennem alle sprækker, som det lyder i en anden sommersang.
Man kan blive ramt af jublende glæde, dyb taknemlighed, vemod og længsel dér i sommertusmørket. Det hele kan flette sig ind i hinanden i den slags skønhed, hvor revner og skår også fortæller om liv på godt og ondt. Den slags skønhed, som findes i levet liv, hvor der undervejs også gik noget itu, og hvor tidens gang betød både velkomst og afsked.
Vi lever med og i bevægelse – sommetider i et meget langsomt tempo, hvor der ikke synes at ske forandringer og andre gange med en hastighed, hvor vi knap kan følge med. Livet tager os og tager os med – som når en sommer kommer dragende, dvælende, farende hen. Det kan både være uendeligt blødt og ubærligt hårdt. Men intet af det varer ved, for tiden fortsætter sin bevægelse.
Og nu foretager jeg et tigerspring. Forleden læste jeg en stribe fra tegneserien Steen & Stoffer om drengen Steen og hans ven, tigeren Stoffer. De går på en dejlig grøn eng og Steen spørger Stoffer »Hvis du skulle ønske dig noget, hvad skulle det så være?«
I vanlig stil svarer Stoffer, efter at have sat sig ned: »At ligge på en solbeskinnet eng«. »Hvad,« farer Steen op: »En åndet eng? Du har allerede en eng. Tænk dog stort… Rigdom Magt… Du ku´ha´alting.« Men så går luften af Steen, for Stoffer har lagt sig på ryggen og sover nu midt på sommerengen. Lidt slukøret konkluderer Steen: »Det er nu ret svært at argumentere imod en, der ser så lykkelig ud.«
Sommerens nu kan stå så stærkt – med øjeblikke af lykke, hvor alle gode sommerminder flyder sammen i en strøm, der kan lyse og varme med en velsignende kraft.
Og så endnu et spring. Der findes en traditionel japansk teknik til at reparere keramik, der er gået i stykker. Den kaldes kintsugi og har at gøre med at se skønheden i det, som ikke er perfekt. Revner, sprækker eller stykker, der er gået fra hinanden, limes sammen med en lim i guld. Koppen eller krukken bliver ikke som før, den har været i stykker.
Men den heles og dens revner bliver en ny del af den, som får sit eget guld-skin. Og sådan kan det vel ske, at et sommerlys – om det sendes fra solen eller gennem et andet menneskes blik – at det kan få også den klinkede kop eller det arrede liv til at lyse og skinne.
I sommerens nu, på den grønne eng – eller i øjeblikke af medmenneskeligt nærvær. Livets velsignelser er af så mange slags – og det er ret svært at argumentere mod den sommer lykke, som lige nu kommer dragende, dvælende, farende hen og favner livet med de revner, skår og velsignelser, som vi hver især har samlet gennem årene.