En ode til fjernsynsfortiden

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Lukningen af Bonanza, DR’s digitale tv-bibliotek, i marts måned sendte mange mennesker til tasterne af frygt for at miste vores fælles fjernsynsarv, og på trods af lanceringer af nye platforme og øget adgang til hele DR’s arkiv, vakte det stor forargelse. Men hvorfor er det så vigtigt for os at have adgang til vores fjernsynsfortid? Hvad får vi af at se gamle tv-programmer? Måske ligger svaret i forståelsen af, hvem vi er, og hvordan vi skal navigere i vores nutid og fremtid.

Fjernsynet er gennem tiden blevet beskyldt for meget: Hjernevask, årsag til psykiske sygdomme og synsskader. Historisk set har vi altid været hurtige til at kritisere de nye medier, og allerede tilbage i Sokrates’ skrift, ”Faidros” fra ca. 370 f.Kr., kan vi læse om hans løftede pegefinger over, hvordan læsning fordærver ungdommen og skader folkets hukommelse.

På samme måde blev udbredelsen af de første tegneserier opfattet som moralsk tvivlsom underholdning, der i værste fald kunne ødelægge børns intellektuelle udvikling. I dag taler vi især om begrænset skærmtid på børnenes iPads, brug af computere i skoletiden og det kolde, blå lys fra skærmene, der stjæler vores nattesøvn. Der er uden tvivl vigtige pointer i vores skærmskepsis, men medierne er også på mange måder et vigtigt indblik i vores nutid og vindue til vores fortid.

Fjernsynsprogrammerne giver adgang til vores kollektive hukommelse og historie.

De fortæller os, hvem vi var engang: Om klassesamfundet og kønsroller i mellemkrigstiden og under Anden Verdenskrig i Matador, om arbejderkvarteret i 70’ernes Huset på Christianshavn, om frigjorte 90’er-kvinder i Charlot og Charlotte, og om det moderne parforhold og familiekonstruktioner i 00’ernes Nikolaj og Julie.

For slet ikke at tale om den rå mængde dansk børnefjernsyn fra Cirkeline i tændstikæsken, den egoistiske og gammelkloge Bamse, beboerne i Kikkebakkeboligby og Kaj og Andrea, det umage vennepar. Det er fjernsyn, der siden sin spæde begyndelse på mange måder adskiller sig fra nutidens amerikanske tyggegummi-univers af lyse stemmer og høje tempo, som en demonstration af vores nede-på-jorden-pædagogik og børneforståelse.

Tv-programmerne er et billede på hver sin tid, og derfor er vores fjernsynshistorie danmarkshistorie. Historien giver kontekst til nutidens udfordringer, og i en verden præget af hurtige teknologiske skift og sociale forandringer, kan forståelse for vores historie give os et større perspektiv.

Den kan hjælpe os med at forstå, at alle vores problemer ikke er nye, men at mennesker i alle tider har oplevet kriser, tvivl og udfordringer, lige fra sociale samfundsproblemer til privatlivskriser om identitet, børn og ægteskab. Historien viser os, hvordan tidligere generationer har håndteret lignende situationer, og det hjælper os ikke bare med at løse udfordringer, men betyder også, at vi kan se os spejlet, anerkendt og forstået.

Det er vigtigt at have adgang til historien for at kunne forstå os selv i den tid og konktekst, vi står i lige nu, der på mange måde kalder på et bredt perspektiv og forståelse for det, vi kommer fra. Lukningen af Bonanza er derfor en meget velkommen påmindelse om, at vi aktivt skal være gode til at værne om vores fortid, for måske er det også i flimmerkassens blå fortidslys, at vi kan spejle os for bedre at forstå fremtiden.