Indsigter og udsigter i Budapest

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg har været på tur til en af Europas gamle storbyer. Vi søger gerne til et af byens højeste punkter. Herfra ser vi de gamle tegltage i centrum og kobbertagene. Vi kan se floden bugte sig. Historiens vingesus når os med kirkerne, synagogen, de historiske bygninger og arrene fra krigen.

Fantastisk med lidt overblik og perspektiv, højde og dybde. Der er så mange lag. Så mange år er levet.

Når jeg går i kirke, minder det lidt om det samme. Her stiller vi os i et rum med mange udsigter og indsigter.

Kigger vi ud på verdenen ad det vindue, der hedder trosbekendelsen, viser det sig, at naturen fx ikke bare noget vi forbruger og nyder. Set indefra, i troens optik, er himlen og jorden Guds skaberværk. Naturen kommer vi fra, og vi ikke kan forbruge den uden at ødelægge vores livsgrundlag. Naturen er en gave, som vi deler med en vrimmel af skabninger.

Når du ser ud ad vinduerne fra kirkerummet, får du så ikke også nye perspektiver på tilværelsen? Set indefra og ud er medmennesket ikke længere en konkurrent eller en fjende, men et Guds barn. Det efterlader mig med et blik på andre mennesker som mine brødre og søstre. Sådan ser det ud fra kirken. Flere dimensioner kommer til syne.

Når jeg i stedet kigger ind i den flade skærm, bliver jeg oftest indhentet af en virkelighed, som forekommer så anderledes snorlige og bare lidt mindre.

Tag nu for eksempel valgkampen til EU-parlamentet. Er du til åbne grænser eller en mur? Nul indvandring eller fri indvandring til Danmark! Der er ikke plads til mange nuancer eller mellemregninger. Men i kirkens rum lyder fra tid til anden et ekko fra gamle dage: »Husk på den faderløse og enken.« Intet er længere så enkelt, du får flere farver og nuancer, som du kan tage med dig.

Eller hvad med konflikten i Gaza og krigen mellem Israel og Hamas. Tør jeg have en holdning til den? Antyder jeg blot en lille forståelse for sympati for kvinder og børn, ligegyldigt om det er på denne eller den anden side, ja så bliver jeg straks sat i bås som modstander af en palæstinensisk stat eller Israels ret til at eksistere. Skal det være sådan?

Ser vi ud på konflikterne gennem troens vindue, skal der så ikke også være en plads i verdenen til at græde med de grædende og dele afmagten? Og dermed vores fælles frustration og desperation over verdens gang.

Kirken er et udsigtspunkt, hvorfra verden ser lidt mere mangfoldig og rig ud.