At være dus med Gud

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I anledningen af tronskiftet i januar, blev der holdt en festgudstjeneste i Aarhus Domkirke. De fleste af os har nok deltaget på skærmen.

Såvel kongeparret og dets børn, som dronning Margrethe og mange repræsentanter fra det politiske, kulturelle og religiøse Danmark var til stede. Det var meget festligt, smukt og højtideligt.

Der var meget musik fra orgel kor og diverse instrumentalister, biskoppen holdt en prædiken, der formåede at tale både til kongen, men også til os alle – en på mange måder smuk og værdig gudstjeneste til at markere, at vi nu også i Aarhus har en ny konge.

Der var dog noget, der med det samme undrede mig. Og det viste sig, at også andre bemærkede det: Under sin prædiken tiltalte biskoppen kongen flere gange direkte og sagde ”Du”. Ifølge en af journalisterne var det nok, fordi biskoppen jo er kongelig konfessionarius, at han kendte dem så godt, at det ville være mærkeligt, pludseligt at sige ”De”.

Jeg kender ikke biskoppens begrundelse, men jeg tror ærlig talt ikke på denne forklaring. Jeg kender mennesker, der er tæt på nogle af de kongelige, som har fortalt, at selvom man i private sammenhænge er dus med dem, så er man det ikke i offentligheden.

Til gengæld så jeg i en dokumentar fornyelig, at Kong Frederik, da han var kronprins og blev gift med vores nuværende dronning Mary, af daværende kongelig konfessionarius Erik Norman Svendsen blev spurgt: ”Så tilspørger jeg dig... Vil du have…”, sådan, som det står i ritualbogen. Det vil sige vores biskop var ikke den første, der tiltalte medlemmer af den kongelige familie med ”du” i offentligheden

Jeg ved som sagt ikke, hvad biskoppens overvejelser var. Men min egen tanke er, at det giver god mening, at vi alle er lige, når vi står foran Gud, at vi derfor heller ikke gør sproglig forskel. Eller som biskoppen citerede sin kollega fra Aalborg: »Vi står alle under nåde og tilgivelse, lige fra konge til imam.«

Som bekendt kommer jeg fra et land, hvor det med ”de” og ”du” spiller en væsentlig større rolle, end i Danmark. I Tyskland er det som udgangspunkt stadig sådan, at man tiltaler et voksent menneske, man ikke er venner, eller er i familie med, som ”de”. Af den grund blev jeg også nødt til at spørge en præstekollega, da jeg første gang skulle skrive en e-mail til en biskop. Man kan da ikke bare skrive ”Kære Niels Henrik”. Jo, det kan man og gør man i Danmark. Men det ville aldrig ske i Tyskland.

Man tænker stadig meget mere hierarkisk, end man gør her. Derfor skulle man også tro, at man burde sige ”De” til Gud. Fordi Gud for den troende, står øverst i hierarkiet. Hvis ikke Gud, hvem skal man så tiltalte med ”de”? Alligevel er der ingen i Tyskland, der ville tiltale Gud som ”De”. ”Fadervor, DU, som er i himlene” siger man – meget respektløst – også i Tyskland.

Vi rejser os, når kongen træder ind. Det gør vi af respekt for kongens embede, den opgave, han har fået overdraget. Og selvom det i vores samfund ikke er almindeligt at gøre forskel på den måde, har vi bevaret denne form for respekt i forhold til kongehuset.

Det samme gør vi også i kirken, når Guds ord bliver læst. Alligevel er vi i samtalen med Gud på øjenhøjde med ham. I forhold til Gud er vi alle lige: præsten, menigheden, biskoppen, kongen. Han ser på os uden at gøre forskel efter verdens hierarkier og kriterier. Han værdsætter os for dem, vi er. Og vi får lov til at se ham i øjnene og sige: »Vor far, DU som er i himlene.«