Fortsæt til indhold

Håndværkere skal ud på skolerne og undervise og med til forældremøder

Forslag til at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse.

Debat
Eva DamsgaardByrådsmedlem for Dansk Folkeparti Hjortvej 16, 8382 Hinnerup

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Fra De Konservative er der kommet nogle budgetforslag, til hvordan vi muligvis kan få flere unge til at vende blikket mod erhvervsuddannelserne.

Forslagene fra C, som skal imødegå regeringens ønske om, at flere unge vælger en erhvervsuddannelse, bifalder jeg – eller rettere sagt, i hvert fald et par af forslagene.

For eksempel mener jeg ikke, at lærere skal ud i erhvervspraktik, med mindre det er et oprigtigt ønske fra deres side. Det gamle ordsprog om, at man kan trække hesten til truget, men ikke tvinge den til at drikke vand, symboliserer vist meget godt, hvad jeg tænker om det forslag.

Men at få et tættere samarbejde mellem skolen og erhvervslivet er jeg meget enig i. Faktisk har jeg et par ret konkrete forslag med samme mål, nemlig at flere får øjnene op for fordelene ved at vælge en håndværkeruddannelse.

Jeg er derimod ikke tilhænger af et mellemled, der skal formidle, hvad et givent job består af. Næ nej, der skal være en direkte kontakt til den pågældende arbejdsmand/kvinde. En jobkonsulent vil aldrig helt kunne forklare hvad for eksempel mit job består i, så derfor har jeg disse to forslag:

For det første ønsker jeg, at håndværkene skal ud på skolerne og undervise, forstået på den måde at eksempelvis en tømrer kommer ud som gæstelærer og underviser eleverne i nogle timer. Opgaven kunne være at udregne, hvor meget det vil koste at anlægge en terrasse eller bygge en carport. Alle materialer skal iberegnes, lægter, brædder, skruer, tagplader og ligeledes arbejdstid samt bortskaffelse af affald.

Det vil nok være en øjenåbner for de unge at se, hvilke arbejdsopgaver der også ligger i tømrerfaget, og hvad det egentlig kræver af færdigheder for at kunne udføre dette job. Forhåbentlig vil de unge også stille spørgsmål til løn, arbejdsvilkår og muligheder for at avancere eller vælge en anden retning senere i livet.

En skole i Syddjurs Kommune er faktisk kommet mig i forkøbet, idet den i 2022 inviterede to håndværksmestre på besøg som undervisere for en 7. klasse. En lærer fra skolen udtalte: “Det giver et andet indtryk, når der kommer en rigtig håndværker direkte ude fra arbejdspladsen med al sit værktøj, sin bil og sit arbejdstøj på.”

At få en håndværker ud vil give alle eleverne en mulighed for at spejle sig i andre end folk fra lærer-/pædagogverdenen, og det tror jeg, der er behov for, hvis flere skal gå den vej.

For det andet vil jeg foreslå, at både håndværkere og sundhedsfaglige medarbejdere får mulighed for at fortælle om deres job ved forældremøder, fordi de unges valg af uddannelse også i høj grad er præget af forældrenes holdning.

I en artikel fra VIA University College fra 2023 står der: “Ny kampagne gør mødre/fædre opmærksomme på, at de bærer et stort ansvar, når de sparrer med deres børn om valg af uddannelse. Mødrene kan for eksempel få unge til at fravælge pædagoguddannelsen.”

Så forældrene, og især mødrene, er vigtige medspillere i forhold til den unges valg af uddannelse.

Ved at få fagpersoner til at fortælle nuanceret om deres job, arbejdsvilkår, løn, arbejdets fordele og ulemper samt mulighed for at avancere eller skifte retning, vil det forhåbentlig få forældrene, og dermed også de unge, til også at tænke håndværksfagene ind, når erhvervsretning skal vælges.

Skal vi gøre som vi plejer, eller tør vi sætte en tydelig og præcis politisk retning?