Jeg er et voksent menneske

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Jeg er et voksent menneske! Jeg er et voksent menneske! Jeg er et voksent menneske!«

Sådan lyder det messende i mit hoved, højere og højere jo nærmere jeg kommer hospitalet. Som om det udsagn kan dæmpe min angst.

Jeg har aldrig rigtig været god til hospitaler, og værst er det, hvis jeg selv er patient. Denne dag er ingen undtagelse og det faktum, at man skal være fastende forud for en operation, gør ikke sagen bedre – jeg er heller ikke rigtig den fastende type.

På vej gennem forhallen sortner det for mine øjne. Jeg tænker på, om det er aflysningsgrund, hvis jeg besvimer, men så tager dette »jeg er et voksent menneske« igen over. Egentlig er det en skør sætning, der kører rundt i mit hoved – jeg er selvsagt en slags voksen, hvis man har øje på mit fødeår, men dette at være voksen passer slet ikke på mit jeg i hospitalsregi.

For mit indre gennemspilles en telefonsamtale med en sygeplejerske efter mit formøde vedrørende nu nært forestående hofteartroskopi. Øjensynligt skulle jeg direkte efter formødet have afleveret en seddel fra lægen med diverse målinger på mig til en sygeplejerske i luge A3, men da jeg efterfølgende finder sedlen i min jakkelomme derhjemme, må jeg ringe til afdelingen i stedet.

Sygeplejersken lyder først spids i telefonen – hun påpeger, at det jo da står som overskrift med fede typer på sedlen, at den skal afleveres på dagen for formøde, hvad jeg må medgive. Spidsheden forsvinder imidlertid fra hendes stemme og afløses af noget, jeg tolker som forundring, da jeg spørger, om hun har hørt den pågældende læge fortælle om netop dén operation?

»Det er jo sygt uhyggeligt, når han (lægen) fortæller.« Det er vist ikke et argument, de så ofte hører fremført som begrundelse for forglemmelser, og selvom udsagnet er i overensstemmelse med sandheden, så kan jeg godt høre, at det ikke lyder som noget, der kommer ud af munden på en voksen.

Da jeg når operationsstuen, er dette »jeg er et voksent menneske« en råbende stemme i mit hoved på trods af, at jeg er typen, der både skal holdes i hånden og have tørret øjne.

Jeg bliver koblet til udstyret og mærker, hvordan den første type bedøvelse gør min krop tung. En hånd stryger mit pandehår væk og aer mig på kinden. Stemmen bag mundbindet siger blidt: »Luk du bare øjnene, vi passer godt på dig«. Så kommer den næste type bedøvelse. Da jeg lukker øjnene, forstummer den råbende stemme, og pludselig hører jeg et helt andet udsagn, ikke råbende men stille konstaterende: »Du er Guds barn!«. Så overgiver jeg mig.