Danskernes forhold til religion er ligesom Tour de France
Vi daser på sofaen eller strandtæppet og bevæger knap en muskel mens vi følger atleter med adrenalinen og mælkesyren pumpende i kroppen.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Er der noget som duften af hybenroser, smagen af humle, og synet af en havegrill der straks kan hensætte én i et afslappet, forventningsfuldt og lyst sommersind? Det skulle lige være lyden af harmonika, akkompagneret af Rolf Sørensens og Dennis Ritters stemmer.
For det jo ikke rigtigt sommer uden tre ugers cykelsport i fjernsynet. Og skulle det ikke være nok, så har de sportsglade i år også fodbold-EM og de Olympiske Lege at følge med i. Atleter der i massevis jagter den ultimative fysiske præstation. Som skaber dramatiske øjeblikke der forundrer og inspirerer os.
Sport er godt for mange ting. Det bringer folk sammen på tværs af nationale og sociale skel. Det forbrødrer. Det inspirerer. Det underholder. Og det skaber sunde kroppe – i hvert fald for dem, der udøver den.
Egentligt er der noget paradoksalt i, at elitesportsudøveres vanvittige fysiske præstationer transmitteres til millionvis af henslængte kroppe.
Egentligt er der noget paradoksalt i, at elitesportsudøveres vanvittige fysiske præstationer transmitteres til millionvis af henslængte kroppe. Vi daser på sofaen eller strandtæppet og bevæger knap en muskel mens vi følger atleter med adrenalinen og mælkesyren pumpende i kroppen.
Vi følger atleternes anstrengelser, dramatikken, skønheden ved samspillet. Sejrsrusen og nederlagene. Men selv er vi ikke i spil.
Måske beskriver det meget godt mange danskeres forhold til tro og religion. Det kan være ganske fascinerende at se på. Historierne kan være dragende og på dramatisk vis spejle ens eget liv. Og enkelte udøvere kan inspirere på en måde, så man får lyst til at rejse sig fra sofaen.
Ligesom med sport skal kristendom udøves og sanses med egen krop før man rigtigt kan værdsætte, hvad det er
Og godt for det. For ligesom med sport skal kristendom udøves og sanses med egen krop, før man rigtigt kan værdsætte, hvad det er. Før det rigtigt gavner én. Ligesom man først rigtigt kan værdsætte en sportsdisciplin, når man selv har dyrket den, sådan åbner en gudstjeneste sig først rigtig op for én, når man deltager aktivt; synger, smager, lytter, knæler.
Og ligesom mit fysiske helbred først gavnes af sporten, når jeg selv udøver den, sådan gavnes mit sind og min tanke først rigtigt af troen, når jeg udøver den.
Beklageligvis kan lidenskaben indenfor både sporten - såvel som religionen - slå over i fanatisme og stammetænkning. Ej, hvordan kan du holde med dem! Han skulle have haft en straf for dén forseelse! Den sejr var helt ufortjent!
Så. Måske man alligevel ikke skulle pakke strandtæppet alt for langt væk.