Vi kan noget med mennesker – og der er ikke måneders ventetid

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Forleden var den gal igen. En snak om vind og vejr endte med at handle om folkekirken. Nu har danskerne det med at identificere sig selv og hinanden gennem deres arbejde, så det hænder derfor også, at folkekirken bliver et emne i en samtale. Og ikke sjældent oplever jeg, at jeg på en eller anden måde ender som institutionens forsvarer. Den rolle påtager jeg mig, selv om folkekirken sandt for dyden er meget mere end – mig.

Folkekirken er en rummelig størrelse, og det er en indlysende styrke. At ingen skal være ugleset, fordi de mener det ene eller andet, som ikke nødvendigvis stemmer overens med sidemandens på kirkebænken. Og i en tid, hvor der er politisk korrekthed nok til alle, synes jeg egentlig også, at det er en styrke, at folkekirken er kemisk renset for den form for meningspoliti, der rykker ud overalt.

Men det har den hage, at det netop i sådan en tid kan opleves diffust og utydeligt. Vi vil gerne kunne proppe også folkekirken ned i en bestemt kasse, så vi er helt sikre på, hvad det er for en størrelse, vi har med at gøre.

Og når institutionen notorisk vægrer sig mod den form for kassetænkning, åbner det porten på vid gab for synsninger. ”Nej, kirken siger mig ikke noget, for den præst, jeg havde til konfirmationsforberedelse (i 1983), var godt nok mærkelig.” Eller bare ”Det siger mig ikke noget.”

Den sidste sætning får alt til at stritte i mig. Og tro mig, jeg har hørt den. Mange gange.

Helt fint med mig, hvis der er nogle, der vender kirken ryggen. Den danske folkekirke er netop ikke tvang og trusler. Den er et tilbud. Så sig nej, hvis du har gjort op med dig selv, at du er til noget andet – eller slet ikke noget. Men træf et valg, der er lidt dybere end bare: Fordi.

Og helt ærligt forstår jeg ikke, at folkekirken ikke fylder mere for mange. Institutionen er andet end ritualer og altervin. Det er også et tilbud om at støtte til dem, der har det svært. Vi kan rent faktisk noget med mennesker – og der er ikke otte måneders ventetid. En præst har én ugentlig fridag, så sig til. Og jeg oplever den ene gang efter den anden, at folk, der kommer i kirken – eller til præstens dør – føler sig hjulpet, løftet og set.

Men nej, det er ikke noget, vi larmer op om. Vi har ikke reklamebannere på busserne, som Ateistisk Selskab havde. Vi arbejder nok mere i det stille. Det daglige, lange seje træk. Men måske skulle vi lave lidt mere larm; være mere fremme i skoene med at fortælle, hvad vi kan.

Hvad vil du bruge folkekirken til? Svarene kunne blive et interessant grundlag for at mødes, ikke bare i kirkedøren, men også i hverdagen på en måde, så du får noget for din kirkeskat.