Besøg den lokale kirke på din rejse

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Fra den bagerste række i kirkerummet så vi hvordan den unge mor løftede hånden op til ansigtet for at tørre en tåre væk fra kinden.

Denne sommer bragte min kone og jeg til Grønland, til Ilulissat (Jakobshavn) i Diskobugten, hvor vores ene datter arbejder på et af byens hoteller.

Vi blev i området i næsten tre uger, så det gav mulighed for at komme hele to gange til gudstjeneste i den lokale grønlandske kirke.

Der er sagt og skrevet meget om Hans Egede, der som Grønlands apostel gik i land i 1721 i Nuuk, og i disse år er der en stærk trang, særligt blandt de unge grønlændere, til at løsrive sig fra den gamle kolonimagt og alt hvad den kom med. Men den kristne kirke i Grønland må betegnes som en succes. Uagtet distanceringen til Danmark og en øget interesse for den oprindelige inuit-fangerkultur, så er medlemstallet i kirken på hele 98,4 % og kirkegangen de to søndage var da også høj for en by med et indbyggertal på 5000 mennesker og 3000 slædehunde.

Den ene søndag var der to barnedåb og den efterfølgende søndag skulle syv af byens unge mennesker konfirmeres.

Vi forstod ikke et ord, for gudstjenesterne var selvfølgelig på grønlandsk, som de altid har været. Men ritualerne og gudstjenestens dele var let genkendelige. Vi vovede at synge med på salmerne fra den grønlandske salmebog, for mange af salmerne er omskrevet fra danske salmer og melodierne er derfor de samme. Organisten spiller ofte melodierne langsomt fordi den grønlandske grammatik består af lange konstruerede ord. Så vi sang på grønlandsk ”Se, nu stiger solen af havet skød” som morgensalme og ”Ingen er så tryg i fare” da evangeliet denne søndag handlede om, at for Gud er ”selv alle vore hovedhår talt”.

Men hvorfor gå i kirke, når man ikke forstår et ord af hvad der bliver sagt? Jo, for troen har sit eget sprog. Et universelt sprog. Et sprog vi alle forstår. Et sprog vi møder i alt hvad der sker i kirken. I ritualerne. I fællesskabet om bønnen, sangen, dåben, nadveren og velsignelsen.

Det var en gudstjeneste i sig selv at møde det fællesskab, som binder grønlænderne sammen i kirken. Sidde i det samme rum, som i mere end 300 år har været samlingspunkt for livets glæder og sorger for den grønlandske befolkning. Se dem komme med deres børn til dåb og med deres unge mennesker til konfirmation. Se mor, far, faddere og konfirmander festligt klædt i den grønlandske nationaldragt med en overdel med perler, med pels og kamikker på fødderne.

Det var bevægende at opleve den unge mor blive rørt til tårer, da dåbens løfte om Guds følgeskab og støtte lød, da hendes lille datter Nivi Olsen blev døbt. Og lige så stærk en oplevelse at høre de unge konfirmander svare deres ”aap” (ja) til trosbekendelsen, da de blev konfirmeret. ”Konfirmanderne kommer først”, sagde præsten til mig på dansk, da vi ville til nadver – for det er en tradition at hele konfirmandens familie går til nadver sammen med konfirmanden, så først efter syv fulde nadverborde kunne vi andre komme til.

Og også i Grønland bliver konfirmanderne stillet op på en række, så efter to timers gudstjeneste havde vi alle mulighed for at give vores bedste håb og lykønskninger til dem med et ”pilluarit” (tillykke).

Vi var ikke de eneste danske turister, der havde taget plads på de bagerste bænke i kirkerummet, og selvom vi ikke forstod et ord af hvad der blev sagt, så forstod vi alligevel det vigtigste: Troens sprog, der kan røre både til tårer og lykønskninger.

Så herfra en stor anbefaling om at besøge den lokale kirke, om det så er til Grønland eller andre steder rejsen går hen.