Har du købt jodtabletter?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

På Folkemødet på Bornholm i juni holdt forsvarsminister Troels Lund Poulsen en tale fra Folkemødets hovedscene, hvor han opfordrede vi danskere til at forberede os på krise.

Konkret opfordrede han os til, at hver dansker skal kunne klare sig selv i tre døgn, hvis samfundet lukker ned på grund af vejr eller cyberangreb eller krig. Hvis mange kan klare sig selv, kan myndighederne fokusere på at normalisere situationen og hjælpe dem, som ikke kan klare sig selv. Forestil dig, at du ikke har adgang til vand og strøm i tre dage. Der er ingen varme, og ingen vand i vandhanen, og i Rema kan du ikke betale med betalingskortet på mobilen.

På Beredskabsstyrelsens hjemmeside kan man læse råd om, hvad man kan være forberedt på. Tre liter vand pr. dag pr. medlem af husstanden (hjemme hos os er det faktisk 45 liter vand), en FM-radio med håndsving., mad, tæpper og lidt kontanter. Og jodtabletter, bare hvis nu der kommer radioaktivt nedfald. Det er nogle af forslagene.

Forsvarsministerens tale har sat en ny dagsorden, hvor ”prepping” ikke længere blot er et fænomen blandt excentriske, amerikanske milliardærer eller sølvpapirshatte. De første dage efter talen så vi indslag i nyhederne med folk i Bilka, som nærmest hamstrede flaskevand og dåsemad. Militære eksperter udtrykte lettelse over, at myndighederne endelig kom med disse anbefalinger.

Nogen siger ligefrem, at vi er i en ”førkrigstid”, eller at vi allerede er i krig – ganske vist en cyber-krig, og at de ikke forestiller sig, at Putin fysisk vil stå med soldater på dansk jord. Men at selv en cyber-krig kan have alvorlige konsekvenser. Blot i forrige uge så vi et verdensomspændende it-nedbrud (som vist bare skyldtes en banal opdateringsfejl), som lammede operationer på hospitaler og flyafgange verden over.

Politikere og militær-eksperter siger, at ”håb er ikke en strategi”. Jeg er splittet. På den ene side tænker jeg, at lidt forberedelse vel ikke skader. Jeg er trods alt gammel spejder, og mottoet ”Vær beredt” ligger stadig og skvulper et sted i underbevidstheden. Så skulle vi alligevel have lidt flaskevand på depot? På den anden side tænker jeg, at jeg ikke orker at vende tilbage til min barndom i 70’erne og 80’erne. Dengang hvor vi alle sammen bare vidste, at cykelkælderen på vores lokale folkeskole var forberedt til at være beskyttelsesrum, og hvor dommedagsuret ubønhørligt tikkede ned, og lagde en grå, deprimerende dyne over vores fælles bevidsthed.

Jeg har lyst til, at håb skal være min strategi. Eller måske vil jeg udvide: Jeg har lyst til at tro, håb og kærlighed skal være min strategi. At hvis vi krammer hinanden, passer på hinanden og sammen holder håbet oppe, så bliver verden lysere og kærligere. Jeg har lyst til at leve i nu’et og holde fast i alt det gode og smukke, og at dystre trusler ikke skal suge ilten ud af livet i dag.

Nu kommer mit råd, og du tænker nok, at det dog var det mærkeligste og mest excentriske præsteråd, du nogen sinde har fået. Gå ind i en kirke. De ligger spredt ud over hele det danske sommerland. Og de fleste har dørene åbne. På alteret ligger en bibel, som fortæller en lang og dyb historie. Om små, marginaliserede, sårbare mennesker langt fra magtens centrum.

Med jævne mellemrum har krige, konflikter og kriser tromlet hen over dem. Tro, håb og kærlighed var ikke bare deres strategi. Det var den gave, de blev rakt. Et uudtømmeligt depot at leve på. Nu er det os, der skriver de næste kapitler. Vi er del af en lang og dyb historie. Og det kan godt være at krige og kriser vil komme igen og tromle hen over små mennesker. Men depotet er der stadigvæk: Tro, håb og kærlighed. Først som gave. Dernæst som strategi. Det vil jeg holde fast i.