Da skålen med mad blev tømt i tagrenden, indså jeg, at der kæmpes forgæves mod platfodet plageånd

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Der er samlet ved tre besøg skudt fem voksne,« hed det nøgternt i observationsrapport efter forsøg på at regulere nabolagets mågebestand med våben.

»Der er samlet fjernet fem reder, heraf tre med æg, samlet otte æg,« blev den prosaforladte melding afsluttet.

Var det, det? Ingen mågeskrig i år. Jo, viste det sig hurtigt, for et par skud i tågen skræmmer ikke mågen, der stadig er en plage og pestilens mange steder i havnebyen Aarhus.

Restaurantgæsterne langs åen må således fortsat være agtpågivende og hurtigt spisende, for over dem svæver mågerne, klar til et målrettet angreb mod tallerknerne. Med en intimiderende mangel på frygt for mennesker og honningmelon, foretages en platfodet landing, hvorefter mågerne bogstaveligt talt uden at blinke, sluger resten af den brunchtallerken, gæsterne forståeligt har efterladt.

Modsat så mange andre væsner, også dem på to ben, har mågerne tilpasset sig forholdene i byerne. De er ikke bange for noget, og det kan virke både voldsomt provokerende og voldsomt generende.

Særligt i denne tid, hvor mågerne har unger, er der ballade. Såvel forældre som unger lader til at være lidt ekstra hysteriske, forældrene ligefrem aggressive, når de forsøger at beskytte afkommet. Sølvmågen er efter sigende den mest temperamentsfulde. Ungerne skulle på nuværende tidspunkt lære selv at finde mad, men motivationen synes at være særdeles begrænset, grænsende til fraværende.

Så de sidder passivt på flade tage og skriger, mens forældrene sværmer mellem skraldespande og henkastet affald i et omfang og i et tempo, som var de Wolt-bude i Mejlgade (eller i naboopgangen), for i en stund at lukke næbet på de krævende og noget forpjusket udseende unger. Har man teenagebørn, kan man måske identificere sig med mågeforældre.

Gennem tiden er der gjort meget, men åbenlyst ikke nok for at regulere mågerne, og det er da også en ulige kamp, for blandt os tobenede er der ikke fælles fodslag.

På en ellers herlig aften i ø-gaderne gik vinduet i en kvist pludselig op. Fra taglejligheden på femte sal rakte en person, hvad der på afstand blev identificeret som en Margrethe-skål ud af åbningen. Bunden (på skålen) blev vendt i vejret og tømt for mad af ubestemmelig karakter, der landede direkte i tagrenden. Sikke en fest det blev for mågerne. Men som det sker så ofte omkring en buffet, udviklede det sig hurtigt til skrig, skål og slåskampe. Kredsløb go home: Affaldet var væk på ingen tid.

Livet er for kort til at lære mågerne at kende, siges der i ornitologkredse, men de, der alligevel orker, melder om sløje yngleår, også for mågerne. Med minkfarmene forsvandt en populær og nem fødekilde, men også til havs er der mindre at komme efter, hvilket kan føre til kannibalisme i kolonierne. De fleste aarhusianere vil nok betakke sig for at se den slags praktiseret i bybilledet men en mere varsom omgang med affald og Margrethe-skåle kunne være rart.