Er der hegn om paradis?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Svaret er ”ja”. Men hvor og hvordan er hegnet så omkring ”paradiset” Europa, som mange flygter til i et forsøg på at få et godt liv?

I Det Gamle Testamente drev Gud mennesket ud af Edens have efter syndefaldet, og ”anbragte Keruberne og det lynende flammesværd til at vogte vejen til livets træ”.

I Det Nye Testamente er paradiset snarere at forstå som en tilstand, den troende kan leve i, hvor Guds Rige eller paradiset er at leve i tro, håb og kærlighed. Vil man leve i kærlighed, må man tøjle egoismen, grådigheden, nærigheden og småligheden. For at leve i paradis, må man holde det onde ude og lægge hadet på hylden.

Men hvordan er det så i virkelighedens verden, hvor flygtninge fra Afrika og Mellemøsten søger paradiset Europa? De oplever i høj grad, at der er hegn omkring Europa. Men et paradis er det bestemt ikke.

En engelsk dokumentarfilm har for nylig vist, at den græske kystvagt er ansvarlig for adskillige flygtninges død. Det er vel sket i et forsøg på at mindske problemet, der som bekendt er enormt. Flere hundrede tusinder flygtninge søger hvert år til Europa på grund af fattigdom, klimaforandringer eller krig.

Men det er jo ikke onde mennesker, der kommer. Det er almindelige mennesker i desperate forsøg på at overleve og skaffe sig selv en tilværelse uden sult, tørke og krig. Blandt flygtningene er der selvfølgelig også mennesker, der har oplevet horrible ting og er skadede psykisk eller fysisk; og nogle har en urealistisk opfattelse af Europa. Det giver os masser af problemer, når vi modtager flygtninge i Europa og i Danmark, der dog ikke modtager ret mange.

Europa er ikke noget paradis, men hvis de, der varetager grænsekontrollen til Europa, bruger mord som middel, så er det et helvede, vi er ved at bygge. Sværdet er altid tveægget, og vi dømmes selv efter de love og regler, vi dømmer andre med. I hvert fald moralsk og i samvittigheden.

Og vi kan ikke blot vende det blinde øje til. Når de, der er ansat i kystvagten, sender flygtninge i døden, kan vi naturligvis anklage den enkelte vagt, men han er vel mest af alt et symptom på, hvilket pres, der er på Europa.

Hvor grænsen går og hvordan, den skal trækkes, ville jeg ønske, jeg kunne give et bud på. Det kan jeg ikke, men én ting er sikkert: Vi kan kun se os selv i øjnene med de øjne, vi ser andre med.

Hvis ikke vi selv lever op til menneskerettighederne og Geneve-konventionen, så er vi ikke alene hykleriske, så er vi også taberne, som ingen vil respektere, og som det vil være i orden at bekæmpe med samme midler, som vi selv anvender.

Så der er ingen vej udenom at behandle de flygtninge, der søger til Europa, rimeligt. Som vi selv ville ønske at blive behandlet, hvis det var os.

Skal vi forblive humane og bevare menneskeværd og glæde - det gode, som paradiset består af - så er grænsen - eller hegnet - ikke en fysisk, geografisk grænse mod tilstrømmende flygtning, men en grænse for barbariet og det, der tager menneskeligheden eller menneskeværdigheden fra os.