Centralisering af skoletandpleje i Hadsten vil være urimelig og øge den samlede udgift
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
I Favrskov Kommune skal vi snart vedtage et nyt budget, som vil justere retningen for udviklingen i vores kommune. Beslutninger med stor betydning for vores dagligdag, unge som gamle.
Alle i byrådet er enige om, at budgettet skal være ansvarligt og i balance. Hen over sommeren er der blevet kastet tomme ord og fordomme frem og tilbage i spalterne her i avisen.
Det har været virkeligt godt med den enstemmige opbakning, der har været både i byrådet og på landsplan på det kommunalpolitiske topmøde, til kravet om at regeringen skulle afsætte flere midler til kommunerne, særligt til de indsatser, der hjælper vores sårbare børn og unge. At regeringen ikke lytter og med den anden hånd snupper hovedparten af de nye penge i det ”historiske velfærdsløft”, er en anden historie. Det vigtige her er, at der er bred enighed på tværs af partierne om, at kommunerne ikke får penge nok til at udføre deres kerneopgaver.
Liberal Alliance mener, at kommunen som virksomhed bare kan optimere produktionen og reducere prisen pr. produceret enhed. For at undgå at fortsætte den politiske disciplin ”luftslag” kommer her et konkret eksempel:
Byrådet skal tage stilling til, om skoletandplejen skal samles i én klinik i Hadsten. Med den nye gratis tandpleje til unge op til 21 år har kommunerne fået et beløb fra staten, der kan dække gennemsnitsudgifterne til den gratis tandpleje. Men fordi vi har en decentral skoletandpleje i Favrskov, er prisen pr. behandling højere end landsgennemsnittet.
Samler vi alle tandklinikker i én klinik i Hadsten, optimerer vi produktionen og reducerer kommunens udgifter. Men i realiteten vil centraliseringen betyde, at udgiften flyttes fra kommunen og over på borgerne, og at den samlede udgift til tandplejen vil stige.
Som byrådsmedlem for Enhedslisten mener jeg, at det er urimeligt at skubbe udgifterne over på børn, voksne og virksomheder, ved at alle børn skal transporteres til Hadsten til deres tandlægeaftaler. Udover børnenes længere fravær fra skolen vil forældrene i højere grad skulle tage fri fra arbejde, og virksomhederne må undvære deres medarbejdere. For de mest udsatte familier kan det blive endnu sværere at få deres børn til tandlæge, hvilket kan føre til dårligere mundhygiejne og øget mistrivsel. For landdistrikterne er denne centralisering et skridt i den forkerte retning, der gør det vanskeligere at bo uden for hovedbyerne i øst.
Vi skal sikre, at kommunens budget er i balance. Men det er ikke nok kun at se på, om indtægter og udgifter går i nul. Vi skal se på, hvordan vi etablerer de bedst mulige rammer for livet i Favrskov Kommune og maksimerer livskvaliteten for vores borgere på lang sigt. Jeg vil hævde, at hvis vi sigter efter at øge livskvaliteten på lang sigt, så har vi også styr på økonomien på lang sigt.