Er du også helt almindelig?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Hvad er egentlig ’almindeligt’? Kan man, sådan helt generelt, tale om, at noget ér mere almindeligt end andet? For eksempel at nogle livsformer eller mennesker er mere almindelige end andre? Jeg ved det ikke. Men i løbet af sommeren stødte jeg på et debatindlæg, der fremhævede det ’almindelige’, som blandt andet gik på billedet af en børnefamilie med mor og far, der bager lyse boller på en helt almindelig søndag. Jeg er selv vokset op med lyst brød, en mor og far og en helt masse søndage, og det, der var ret almindeligt for mig dengang, er det bare ikke rigtigt længere. Nu spiser en del for eksempel gerne surdej, ligesom der må gerne være rigelig knald på kernerne, og så er det også bare lækkert og let med udvalget af købe-brød, og alt det nyder mange børnefamilier så med mor og mor eller far og far eller hos enten mor eller far. For tiden bevæger sig.

Og jeg kan ret godt lide udtrykket ’tidens tand’, fordi jeg får billede af, at tiden også indimellem taber sine tænder, for at nye kan vokse frem. De nyeste tænder ser måske helt anderledes ud, end dem der var der før: Måske er de skæve eller bærer andre nuancer, måske mangler de i en periode, og så skal man så nok også lige bruge dem lidt, for at lære dem at kende.

På samme måde tror jeg, at det løbende kan være godt at genbesøge de begreber, som altid har fulgt os og beskrevet vores verden og dér undersøgende mærke, om de stadig kan fortælle med på vores virkelighed, eller om der er brug for at lade dem falde ud, så der kan blive plads til, at nye udtryksformer kan vokse op fra roden. For eksempel er det, som var almindeligt, da jeg voksede op i 80’erne og 90’erne, ikke rigtig længere dækkende, hverken for mig eller for dem, som er børn og unge nu.

Men hvad er det almindelige? Kan man overhovedet tale om, at noget er almindeligt og andet ikke er det? Og hvilke effekter eller konsekvenser har det, for os selv og den måde, vi forstår og går til hinanden at ville definere, hvad der er almindeligt? Jeg tænker, at man måske kan tale om ’det almindelige’, ud fra hvad der kan betegnes som noget normativt, eller hvad der kan hentes fra statistikkerne, men når det handler om det liv, som vi lever og de mennesker, vi møder eller lever sammen med, så tror jeg, at jeg vil gå med det svar, som en ung mand gav mig, da jeg spurgte ham:

»Hvad betyder almindelig?«

»Det ved jeg ikke,«

svarede han, og dét svar gav plads, også til et tandpastasmil. For det, som er almindeligt for mig, er formentlig ikke almindeligt for dig. Så måske kan man, i al almindelighed, ikke gå ud fra, at det, som jeg synes er helt inden for skiven, rammer plet hos alle andre. Men vi kan – måske – med afvæbnende undren og nysgerrighed, lægge os over i tilliden til, at vi, trods alt, først og fremmest er mennesker, som deler et bevægeligt og betydningsfuldt liv og derfra lægge os ud med dagen og lade dejen til alt det brød, som vi deler, begynde at hæve sig udover kanten af, hvad vi hver især kender og forstår ved det ganske, almindelige menneskeliv.