Historien om Lapidariet og biodiversiteten handler om os

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

På Skødstrup Kirkegård stod 22 særlige gravsten og ventede på, hvad der skulle ske. Dem kan du nu se i et nyt blomstrende anlæg på den ældste del af kirkegården lige inden for det gamle stengærde. Det er et lapidarium. Et lapidarium er en samling af sten. På en kirkegård er det en samling af bevaringsværdige gravsten.

Her kan man sætte sig på bænken og nyde et stykke af historien, blomsterne, insektlivet og de smukke omgivelser med kirken som baggrund. Tager man børnene, vennerne eller familien med, er der helt spontant noget at tale om. Lapidariet er af sig selv en samtalestarter, der kan inspirere os til at tale om naturen, historien og dem, der var før os. Når vi taler om den slags, så opdager vi samtidig noget mere af, hvem vi selv er.

Vi behøver ikke at argumentere for, at historien er spændende, for med historien er vi optagede af en større sammenhæng af begivenheder og udviklinger, som vi selv er en lille del af. Hvad der skete, før jeg kom til, fortæller noget om stedet og mig selv. Når vi ved noget om, hvor vi kommer fra, så ved vi også mere om, hvor vi bevæger os hen.

Vi behøver heller ikke at argumentere for, at naturen er betagende, for når vi er i den, så bliver vi nærmest intuitivt små mennesker i den enorme fascinerende natur. I dens dybe, stille og smittende ro kan vi glemme os selv og bare være til i naturens skønhed.

I Lapidariet finder vi en organiseret biodiversitet, så det blomstrer næsten året rundt og giver et levested til forskellige sommerfugle, bier og alle mulige andre insekter. I dette lille stykke natur står gravstenene næsten i en tidslinje og viser noget af lokalhistorien, der her begynder med landmændene, dyrlægen, soldaten, mølleren, hotelejeren, centralbestyrerinden, skolelæreren, sparekassedirektøren og murermesteren. Her er lidt af de sidste 200 års historie med oplysningstid og industrialisering. Det her afspejler også udviklingen fra landsby til forstad.

Lapidariet er blevet til over en årrække, hvor ide bliver til virkelighed. For 20 år siden blev gravstenene udvalgt som særligt bevaringsværdige af Nationalmuseet, menighedsrådet og en af præsterne. Hvordan skulle vi nu synliggøre bevaringsværdigheden? Arbejdsgangen er lang. Efter ideudvikling og beslutning i menighedsrådet skal provstiudvalget godkende og budgettere projektet. Så skulle kirkegårdsarkitekten tegne et forslag, som både er noget særligt og samtidig hænger sammen med resten af kirkegården i respekt for mindet om vores døde.

Når tegningerne til projektet var på plads, skulle jorden graves og forbedres, for her ligger stadig noget af fundamentet fra det gamle kapel. Så skulle de tunge gravsten løftes på plads af graverne og sikres af stenhuggeren. Store gravsten skal monteres, så de ikke kan vælte og forvolde skade. Så manglede hækken og alt andet i beplantningsplanen. Graverne bestilte planter i god tid, så de kunne leveres og blive plantet på den tid af året, som passer til de enkelte vækster. Løgplanterne skal først sættes til efteråret. To lange bænke er er stillet op langs stengærdet, så her kan man sidde og nyde det hele et øjeblik.

Jeg har været ret spændt på, hvordan det hele ville komme til at virke. Da bænkene var stillet på plads, satte jeg mig i solskinnet og nød blomster, gravsten og kigget op mod kirken. Jeg svarede et par mails om indvielsen af Lapidariet, men sad egentlig mest bare og nød det. Pludselig var der gået en halv time og arbejdet kaldte. Jeg rejste mig, og på vej til dagens øvrige opgaver gik jeg forbi stedet, hvor gravstenene engang stod og ventede i 20 år. Nu var her ryddet, udjævnet og sået græs, og midt i området var de nye lilla rododendron plantet, så de med tiden vokser sammen til en stor busk, som ikke alene vil tiltrække humlebier, men nok også brudepar, der gerne vil fotograferes, når den blomstrer.

Lapidariet er åbent for både børn og voksne. Det er meningen, at her skal være noget godt at sanse og tale om.