Fortsæt til indhold

Vi skal sætte den offentlige sektor fri og acceptere, der vil ske fejl

Debat
Søren FrandsenByrådsmedlem (SF) Vestervej 6, 8382 Hinnerup

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Velfærdsydelserne er under pres, og der er grund til bekymring i forhold til den voksende afstand mellem borgernes forventninger til fremtidens ydelser og vores begrænsede muligheder for at kunne levere.

Velstanden stiger for mange privat, mens man oplever, at kvaliteten af velfærdsydelserne er stagnerende.

Nutidens samfund har en ærgerlig tro på, at kompleksiteten lader sig reducere til simple og overskuelige løsninger. Vi jager hurtige og nemme løsninger for at holde angsten for fiasko og fejl i ave. Vi ruller standarder og systemer ud for at understøtte den kollektive illusion om, at kompleksiteten er styrbar med et quick fix.

Vi skal gøre op med fokus på at finde nye, hurtige løsninger i det offentlige. Vi skal i stedet begynde at eksperimentere. Vi skal skabe nye relationer. Vi skal forstå det, vi har til fælles, anderledes. Det er en fælles læreproces, hvor ledere og medarbejdere sammen skal gøre op med deres lokale vanetænkning. De skal i fællesskab eksperimentere med processer, der ikke blot er mere eller mindre af det, de plejer at gøre.

Al udvikling er forbundet med forbigående ubehag, og som sådan er det tillokkende for en erfaren leder, medarbejder og politiker at holde ubehaget nogenlunde på afstand ved at konstruere svar og løsninger. I stedet skal vi stille spørgsmål og eksperimentere.

Udviklingen af den offentlige sektor sker i samarbejde mellem medarbejdere, ledere, borgere, politikere og brugere. Vi skal slippe noget af kontrollen. Vi skal acceptere, at der vil ske fejl, og der er nye initiativer, som efterfølgende viser sig at være forkerte.

Vi skal ikke give svar eller løsninger.

Vi skal give plads.

Det er psykologisk krævende at forblive i uvisheden frem for at være handlekraftig og begynde at lede efter løsninger med det samme. Men det er vel ikke overraskende, at ord, modeller og tegninger på papir sjældent ændrer menneskers adfærd. Den fundamentale udfordring er, at vi alle er lullet ind i en forestilling om, at vi hurtigt skal kunne finde smarte løsninger på komplekse problemer.

For eksempel en forestilling om, at Favrskov Kommune kan finde 66 millioner kroner ved at omrokere midler fra bureaukrati og bøvl til velfærd. Det ser fint ud som et bullet point i et powerpoint show, men har ingen jordforbindelse overhovedet.

Så ambitionen for den borgernære velfærd er at sætte den offentlige sektor fri – og give borgere, brugere, ledere, politikere og medarbejdere tid og mulighed for at eksperimentere med nye tilgange og tankegange med fokus på kerneopgaven.

En verden i bevægelse kræver en offentlig sektor, der har friheden og modet til at gøre tingene anderledes.