Vi skal huske at tilgive hinanden - for fremtidens skyld

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

For nogle måneder siden skete det igen, igen. En kendt person blev afsløret i umoralsk adfærd, som heldigvis ikke længere fejes ind under gulvtæppet og forfladiges. Sandheden kom frem. Og efter sandheden fulgte igen, igen en hård, fordømmende og uforsonlig respons i medierne og på sociale medier.

På den ene side bliver jeg glad, når forkerte handlinger og umoralsk adfærd afsløres, for det er fællesskabsnedbrydende, når nogen kan udnytte deres position til at gøre, som de vil, og holde det skjult. Og samtidig er jeg bekymret. Hvilken fremtid tegner cancel-kulturen for os?

Med vores fokus på at få sandheden frem, støtte ofre og give dem en stemme, har vi samtidig udviklet en strafkultur, hvor vi udelukker mennesker. Vi synes at leve efter pejlemærket ”ingen fremtid for de forkerte”.

Denne tendens til at afskrive og straffe folk underminerer muligheden for læring og genoprettelse. Vejen dertil hedder sandhed og så tilgivelse. Det er som om, vi glemmer, at alle mennesker er fejlbarlige, at vi alle begår fejl, at ”ingen er uden synd”, som Jesus ville sige det.

Desmond Tutu, den sydafrikanske ærkebiskop og menneskerettighedsforkæmper, mindede os med sit liv om, at »der er ingen fremtid uden forsoning«. Den sandhed synes at være mere relevant end nogensinde i en tid, hvor samfund i stigende grad polariseres og fremmedgøres.

I stedet for at skabe et miljø, hvor mennesker kan lære af deres fejl og forbedre sig, skaber vi et samfund, hvor vi brænder broer frem for at bygge dem. Når responsen er social fordømmelse og udelukkelse, skaber vi frygt og mistillid, hvilket gør os mindre tilbøjelige til at indrømme fejl, tage ansvar og gøre bod, da konsekvenserne er ubønhørlige. Hvilket miljø ønsker vi, at vores børn skal vokse op i? Vil vi, at de skal være bange for at indrømme deres fejl af frygt for at miste relationen, eller skal de have lyst til at indrømme det, så vi kan komme videre til at reparere det ødelagte sammen? Jeg tror ikke, at det nuværende fokus på straf har den ønskede effekt. Tværtimod, så proppes skeletterne endnu længere ind i skabet, og hemmeligholdelsen bliver endnu mere infernalsk.

Historien viser os, at tilgivelse kan være en mægtig kraft til forandring og heling. Efter apartheid-regimets fald valgte Sydafrika en vej med sandhed og forsoning, hvor ofre og gerningsmænd mødtes for at søge sandheden og tilgivelsen. Radikalt. Ikke let. Helende. Håbefuldt. Tutu og hans kolleger forstod, at tilgivelse ikke handler om at glemme eller undskylde uretfærdighed, men om at frigøre sig fra fortidens byrder og skabe plads til en ny begyndelse.

I dag står vi overfor en lignende udfordring – skal vi vælge retfærdighed og straf eller sandhed og forsoning?

Jeg tror, at vi har brug for, at tilgivelse og forsoning bliver de centrale værdier. Det betyder ikke, at vi skal tolerere uretfærdighed eller undskylde umoralske handlinger. Men at vi insisterer på, at med sandhed følger en fælles fremtid. Sandhed og tilgivelse er dog omkostningsfulde for alle parter. Det kræver mod at indrømme, at vi har fejlet. Tilgivelse kræver, at vi opgiver hævnen. Men det er nødvendigt, hvis vi ønsker at bygge et stærkere og mere sammenhængende samfund. Uden tilgivelse risikerer vi at blive fanget i en endeløs cyklus af mistillid og hævn.

Desmond Tutu og jeg deler troen på, at fremtiden afhænger af om vi evner at forsones. Både kosmisk og mellemmenneskeligt. Ved at sige sandheden og tilgive hinanden må vi bryde båndene til fortidens fejltagelser og fortræd, for at have hænderne fri til at bygge en fælles fremtid.