Fortsæt til indhold

Lad aarhusianerne bestemme: Mobilitetsplanen skal til folkeafstemning

Liberal Alliance ønsker en grøn by, hvor pendlere, forretningsdrivende, børnefamilier og handlende alle har samme vilkår, og hvor der tages højde for alle transportmidler – biler, offentlig transport, fodgængere og cyklister.

Debat
Michael ChristensenSpidskandidat for Liberal Alliance KV 25 Aarhus

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Aarhus Byråd har for år tilbage sat sig et ambitiøst – men malplaceret – mål om at blive en CO2-neutral by inden 2030, koste hvad det vil – både økonomisk og menneskeligt.

Med den nye mobilitetsplan ser vi en voksende panik i byrådet for at nå dette mål, som i øvrigt er stærkt manipuleret (for eksempel er Aarhus Airport ikke en del af CO2-udregningen). Denne panik manifesterer sig tydeligt i mobilitetsplanen.

At lukke store dele af byen for rejsende og handlende for at reducere CO2-udledningen minimalt er både ineffektivt og diskriminerende over for mange bilejere. Vi i Liberal Alliance tror faktisk på, at det kun er et fåtal, der bruger deres bil for sjov. Seneste projekter på Vesterbro Torv viser desuden, at alternative ruter for bilisterne vil føre trafikken gennem små veje i Øgaderne og Mølleparken. Derfor kan vi i Liberal Alliance ikke støtte en plan, der lukker byen af og favoriserer visse bilister på udvalgte veje.

Vi ønsker en by, hvor vi tager højde for alle transportmidler. Det er afgørende, at vi udvikler en mobilitetsplan, der respekterer behovene hos både bilister, brugere af offentlig transport, fodgængere og cyklister. Kun på den måde kan vi skabe en grøn by, hvor alle kan trives.

Meget af trafikken ønsker man at stoppe ved ”superpladser” uden for byen, hvor den sagnomspundne letbane skal fragte folk til midtbyen. Dette koncept fungerer måske i storbyer med millioner af indbyggere, men i Aarhus bør letbanen ikke udbygges yderligere, før den har vist, at den kan driftes stabilt og pålideligt. BRT-busser er en mulighed, som nævnes i forslaget – vi burde kigge på nordfranske byer, hvor både BRT-busser og letbane kan operere på samme linjer.

Ligeledes skyder man med spredehagl, når man ønsker roadpricing i vores by, samtidig med at man ønsker, at flere kører i elbil. Dette vil ifølge FDM føre til en massiv prisforskel til fordel for fossile biler (FDM: https://fdm.dk/nyheder/bilist/2022-06-roadpricing-vil-goere-det-dyrere-koere-elbil). Derfor kan vi i Liberal Alliance Aarhus på ingen måde støtte dette forslag.

Som skrevet tidligere er hele mobilitetsplanen et panisk udspil fra byrådet, hvor man helt har glemt byens borgere.

Kære aarhusianer, vi ønsker at du blive hørt, og vi vil gøre alt, hvad vi kan for at forhindre, at denne plan bliver ført ud i livet – hverken før eller efter kommunalvalget. I sidste ende mener vi faktisk, at denne mobilitetsplan er så indgribende i aarhusianernes hverdag, at borgerne selv bør tage stilling til den ved en lokal folkeafstemning med vejledende udfald, eller i det mindste lade beslutningen vente til efter valget i 2025, så vi i Aarhus selv kan være med til at vælge.