Hvad nu hvis han kom tilbage?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I min ferie havde jeg en dejlig uge i et sommerhus på Als. Der blev tid til gode vandreture og tid til at læse og nyde at være sammen med familien. Om søndagen tog jeg til gudstjeneste. Det er inspirerende at komme et nyt sted og lytte og sanse med åbent sind.

Det var en af de tidehvervske præster på Als, som stod på prædikestolen. Hun holdt en karsk tale om tidens uforstand og manglende tro på Gud. »Folkekirken mangler kirkegængere, for i folkekirken er man alt for optaget af at gå andre veje for at institutionen skal overleve. Kirken har forrådt sandheden. Kirken har svigtet sin opgave: at forkynde evangeliet om kirkens Herre. Folkekirken har forrådt Kristus selv.«

Det var stærke ord, som manede til overvejelse. Jeg har netop færdiggjort læsningen af en meget spændende roman af den spanske forfatter Ildefonso Falcones ”Havets katedral”, som på sin vis handler om det samme, selv om den foregår i 1300-tallets Barcelona.

Her er troen, folkets tro, repræsenteret ved en Madonna figur i sten, som kan ses den dag i dag i den smukke gotiske katedral Santa Maria del Mar. Kirken blev opført med hjælp fra bastixerne, en slags daglejere og arbejdsmænd, der bragte varer fra skibene ind til byen, men som også ganske frivilligt bar de tunge sten fra stenbruddet på Montjuïc-bjerget til byggepladsen.

Men over for folkets tro på Maria som hjælper og beskytter er kirken i ”Havets katedral” repræsenteret ved inkvisitionen, den pavelige domstol, oprettet for at bekæmpe kætteri. Og det er vel at mærke en kirke, som er meget optaget af rigdom og magt, og en inkvisition som understøttede de velstående magthavere, som udnyttede de svage i samfundet.

Så galt står det dog ikke til i Den danske Folkekirke. Men der er dog en fare for, at man i kirken bliver så optaget af de mange udenoms-ting, der ikke har med evangeliets forkyndelse at gøre, at man helt glemmer det væsentlige, som er det glædelige budskab om Guds kærlighed, som vi har beskrevet i Jesus’ gerninger, hans liv og hans død og opstandelse.

En anden fortælling, som sætter problemstillingen i relief, er legenden om Storinkvisitoren, som indgår i Dostojevskijs roman Brødrene Karamasov. Et par dage efter at inkvisitionen i Sevilla har fået henrettet 100 mennesker på bålet, kommer Jesus tilbage til vores verden. Han går hen over torvet, og alle kan se, at det er ham, for hans øjne stråler med lys og kraft. Folk stimler sammen omkring ham, og børnene kaster med blomster foran ham og råber Hosianna.

Men storinkvisitoren, en mand på næsten 90 år, træder frem fra sit palads og beordrer straks, at den fremmede skal arresteres. Om natten besøger han fangen i fængslet og går i rette med ham. Han anklager Jesus for at ville give mennesker frihed. Men mennesker kan ikke tåle friheden, påstår storinkvisitoren.

De ved ikke, hvad de skal stille op med den. Mennesker har brug for formyndere, der vejleder dem igennem livet. Så først føler de sig trygge, frie og lykkelige. Storinkvisitoren mener, at kirken har forbedret Jesus’ værk, fordi kirken har forstået, at det mennesker virkelig ønsker er mirakler, mysterium og autoritet i stedet for frihed.

Da går Jesus, som ikke har mælet et ord til genmæle, hen og kysser den gamle på munden. Kysset brænder sig ind i hans hjerte, og det svimler for storinkvisitoren, som aner, at hvis han lukker Jesus ind, vil han miste sin magt og blive nødt til at kassere sit livsværk. Han åbner døren og siger til Jesus: ”Gå, og kom aldrig mere igen.” Og Jesus går.

Mon han tog kærlighedsbudskabet med sig, da han gik? Mon ikke kirken stadig kan forkynde evangeliet om Guds nåde også i dag? Ellers står vi jo tilbage med en tom skal uden indhold. Så har kirken gjort sig til herre over evangeliet i stedet for at sætte mennesker fri til at tro og lovsynge ham, som er sandheden. Men sådan må det ikke gå, ene og alene af den grund, at mennesker har brug for at kende Guds kærlighed og barmhjertighed – dengang og nu.