Knaldrøde sensommeræbler og menneskets dødelighed
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Æblerne lyser nu knaldrødt op rundt omkring i de danske haver, og minder os om alle de solvarme sommerdage, der ligger bag os.
Det er sensommer!
Hvepsene stikker deres snabler i overmoden frugt og lader os ikke længere uforstyrret nyde vores aftensmad på terrassen. Fuglene begynder at samle sig i store flokke for atter at trække sydpå, og vi bladrer modstræbende et blad frem i kalenderen. Væk fra de lange lyse nætter og hen imod efterårets komme.
I Edens have hang der også knaldrøde æbler på træernes grene, men »det var ikke alle æblerne, der var gode at spise af,« advarede Gud. Spiste man af æblerne på Kundskabens Træ, ville man opnå en indsigt i det gode og det onde, og med den indsigt ville man opdage, at mennesket ikke, som guderne, lever evigt.
I vores egne haver, øst for Paradis, kan vi hurtigt spotte disse tunge, frodige æbletræer. Måske får vi endda øje på en hund, der letter ben opad et af dem? Går vi lidt tættere på, kan vi høre den travle summen af insekter over nedfaldsfrugten i græsset, og kigger vi op på himlen over os, kan vi se de mange fugle trække sydpå.
Fælles for dem alle er, at de ikke aner, at deres liv har en ende. Selvom de med egne øjne skulle se deres artsfæller falde døde om, så ville de ikke deraf kunne slutte, at en lignende skæbne også på et tidspunkt venter dem. Dyrene lever i den forstand et udødeligt liv, fordi de ganske enkelt ikke ved, at de skal dø.
Den uskyld tabte vi for længe siden, og derfor leves vores menneskeliv også med en helt anden tyngde. En indbygget ængstelse, fordi vi ved at livets lysegrønne sommerblade på et tidspunkt farves efterårsgyldne.
Tilbage står vi nu med alle vores dejlige røde æbler. Måske plukket og lagt i kurv til vintertide? Måske mostet og hældt på flaske? Men uanset hvad - så følger æblet, med al dens saft og kraft og gode vitaminer, med os ind i det efterår, som ligger foran os.
Ligesom Gud.
For selvom vi har tabt vores uskyld og nu lever med indsigten om vores egen dødelighed, så lader Gud den aldrig stå uimodsagt.
Som grenene på træet blev vi i Jesus knyttet så tæt til ham, at hans liv også blev mit liv. At hans død også blev min død og at hans opstandelse også bliver min opstandelse!
Æblerne, der lyser rødt på træernes grene, skal derfor ikke alene minde os om alle de solvarme sommerdage, der ligger bag os, de skal også pege frem mod det liv, der ikke bare defineres af menneskets dødelighed, - men i endnu højere grad af vores livskraft!
Det er sensommer! Det er livet, der skal leves frit, frejdigt, modigt og håbefuldt.