Der er en lille due, der vil bygge rede ved vores hjertes tagudhæng

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Siden min mormor døde, så har min morfar været nødt til at bo på plejehjemmet i Rårup. Det er et rigtig godt plejehjem, og han har faktisk selv været med til at bygge det. Han er gammel tømrer- og snedkermester, og når vi står sammen på altanen, kan han pege ud over byens landskab og fortælle om alle de huse og gårde og haller, han har været med til at opføre.

Vi kan også se lige op til kirken. Han har været kirkesanger i Rårup Kirke, og det er deroppe vi, for efterhånden et par somre siden, satte mormors urne ned. Sart rosa. Han var ikke i tvivl, da urnen skulle udvælges; for det var hendes yndlingsfarve, og så klædte den hende altid så godt.

Han er ved godt mod, men det har selvfølgelig ikke været det samme, siden min mormor døde. Overhovedet. En ting er, at hun mangler noget så voldsomt og en anden ting er, at han ikke engang har sin have længere, så han kan gå ud og passe den og fodre småfuglene, som han ellers altid har gjort.

På plejehjemmet har han fået en lille lejlighed oppe under taget. Så er det svært at komme ud, når man er 95 år og dårligt gående. Hvis man er så heldig at blive gammel, så er der mange ting, man skal finde sig i – mange ting, evner og mennesker man skal lære at tabe og miste. Nogen dage er det svært at finde mening.

Så en dag, jeg kom på besøg, var der noget, han ville vise mig inde i soveværelset. Fra stuen er det en tur på bare ti meter, men når man går umådeligt langsomt, så bliver det nærmest en zen-rejse, at følge med – at finde sig til rette i en andens tempo. Man lægger mærke til alt, man kommer forbi: Bornholmeren, der tikker, billederne på chatollet, den broderede klokkestreng: »Sig tak og vær glad i hver en stund, thi glæden i hjertet gør stærk og sund«.

Omsider nåede vi ind til soveværelsesvinduet, og han pegede begejstret op. Oppe under tagudhænget var der meget omhyggeligt sat trådnet og fugleværn op, for at holde skadedyr væk. Men deroppe under tagets udhæng var det altså alligevel lykkedes en lille ihærdig due at bygge rede. Det værn, som egentlig skulle holde den væk, havde den møjsommeligt fået vendt og brugt som selve fundamentet i sin redekonstruktion.

Han fortalte mig, at den var i gang med sit tredje kuld unger, og jeg tænkte, at det måtte være en røverhistorie, men det viser sig, at duer rask væk kan få helt op til fem kuld unger på en sæson.

I det store hele, sådan sat i verdensperspektiv, lyder det nok ikke som noget særligt, at der er en lille due i landsbyen Rårup, som har bygget rede og fået unger. Men det er det! Det har givet min morfar så meget glæde at følge med i dens ihærdige anstrengelser.

Og tilgiv mig, at jeg nu kvæler historien i en trælsom teologisk præstepointe, men jeg tror vitterligt, at det er sådan, det er: Ofte, når vi ikke kan få øje på, hvor og hvad meningen med det hele er, så er det fordi, vi vil have, at livets mening skal lyse klart og stærkt til os – og måske også fordi vi vil have, at det skal være noget andet og større, end det i virkeligheden er.

Men måske er det noget andet, vi skal mærke efter, hvis livet skal åbne sig op for os.

Der hvor vi føler os allermest håbløse. Der hvor vi har sat alverdens værn op og forskanset os inde i os selv, fordi vi er bange, ensomme eller kede af det, der er der en lille godmodig og arbejdsom due, der kæmper for at finde vej igennem hele arsenalet, så den kan bygge rede ved vores hjerters tagudhæng. Hvis du et øjeblik lukker øjnene og lægger hånden på hjertet, så kan du måske allerede mærke, at det kurrer lidt derinde.