Kig ud

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

For nogle måneder siden stod jeg en varm, varm dag på stranden og kiggede ud over havet. Temperaturen var over 40 grader, til højre for mig lå fortet og til venstre den tidligere guvenørbolig. Som det nok kan regnes ud, så var det ikke Ajstrup Strand, jeg stod på, men derimod en strand i Sydindien, i Tranquebar, den tidligere danske koloni. Her skete der nemlig for godt 300 år siden noget helt afgørende. Den danske konge havde sendt et par præster afsted til de sydlige himmelstrøg for at fortælle om kirken og budskabet om Gud i ord og handling. De to præster gik i gang under ganske fremmede himmelstrøg. De oversatte Biblen til det lokale sprog så ikke kun eliten, kunne få del i budskabet, de startede skoler og de kæmpede en sag på vegne af lokalbefolkningen også mod de danske magthavere, der dengang styrede Tranquebar og kun havde handel og indtjening for øje.

Når jeg stod der den dag i april i den stegende hede skyldes det, at der her over 300 år senere fortsat er levende kontakt mellem kirker i Danmark og Indien. Vi har fulgtes af siden da. Utallige danske præster, lærere, sygeplejersker og læger har gennem de seneste århundreder bosat sig i Indien for at være med til at udvikle kirke i al sin mangfoldighed, dvs. også udvikle skoler til børns uddannelse og hospitaler til folks helbredelse. I dag er der ingen danskere, der tager afsted på den måde. Det er der ikke grund til, for der er så ufattelig mange millioner indere, der er bedre til at udvikle både skoler, hospitaler og kirker i Indien end vi er. Til gengæld er der fortsat kontakt mellem mennesker fra kirken i Indien og folk herhjemmefra. For hvad vi ikke kan undvære er oplevelsen af at være forbundet med hinanden. At være forpligtet på hinanden, på tværs af landegrænser og kontinenter. Hvad vi ikke kan undvære er at opdage, at når vi kigger ud over vores egen næsetip – hvad enten næsen er dansk eller indisk – så ser vi, at verden er større, mere mangfoldig, mere kompliceret og langt skønnere end vi gik og forestillede os. Vi har brug for at møde hinanden på tværs af vores forskellige hverdage.

Og jeg kunne have stået mange flere steder end i Indien og have taget del i en levende forbindelse mellem nord og syd. Der er nemlig mange eksempler på at der er langvarige relationer mellem kirker ude i verden og os herhjemme. Sidste år blev det f.eks. fejret, at det var 75 år siden, der blev etableret forbindelse til kirken i Tanzania, og også herigennem er vi blevet opmærksomme på, at talen og tanken om Gud aldrig blot kan gøres på én bestemt måde, livet aldrig leves i bestemt form.

For et år siden var der i forbindelse med Danmissions årsmøde besøg fra Myanmar. Her mødte vi nogle af dem, der lever i den hverdag, der blev vendt op og ned på under militærkuppet i februar 2021. Vi hører ikke længere meget om det i nyhederne, for verden går videre, nye konflikter dukker op. Men her kunne vi høre de personlige beretninger om den frygt og usikkerhed, der fortsat plager et helt land. Her kunne vi helt konkret få et møde med en hverdag, der er så anderledes end vores her i vores trygge andedam. Og sammen kunne vi folde hænderne i bøn og bede for, at det selv i de mørkeste tider vil være et lille håb, der aldrig mister sin magt og som til sidst igen vil skinne – også for folk i Myanmar. Det kan synes så langt væk, men når vi løfter hovedet og kigger ud opdager vi, at verden hænger sammen, og vi er en del af et skaberværk, der rækker langt ud over vores grænser og fantasi.