Kedelig kirke? Ja, men det er ok
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Jeg har gået i kirke lige siden barnsben. Men jeg har altid syntes, at det var ret kedeligt at gå i kirke. Og derfor har jeg også spurgt mig selv mange gange: Skal det virkeligt være så kedeligt?
For det kristne budskab er jo i sig selv på ingen måder kedeligt. Det kan være både dramatisk, provokerende og befriende. De ting Jesus siger, det budskab, som knytter sig til korset og til nadveren, er ret vilde. Det er potentielt livsforvandlende – ja verdensforandrende, hvis budskabet ellers bliver hørt og sætter sig igennem.
Alligevel bliver kirkerne jo ikke overrendt søndag formiddag.
Jeg havde egentligt forestillet mig, at når jeg selv engang blev præst, så ville det være langt mere spændende at komme til mine gudstjenester. Men jeg er bange for, at det også til tider er ret kedeligt, når jeg er præsten. Og når jeg ikke selv er på som præst, ja så kan det altså også være svært for mig at komme af sted til gudstjeneste.
Men jeg har tænkt over det – og måske er det OK, at det er lidt kedeligt at gå i kirke.
Jeg tænker ikke, at det i sig selv er formålet, at en gudstjeneste skal være kedelig. Og jeg synes også, det er en fejl, hvis gudstjenesten er uforståelig eller irrelevant – for det er jo et budskab, som er værd at forstå, og som er ganske relevant.
Men jeg tror, at vi har brug for at være i et rum og et fællesskab, som er anderledes end alt det andet. En gudstjeneste kan og skal ikke konkurrere med en fodboldkamp, med fjernsynet eller en podcast - eller hvordan vi nu ellers bliver underholdt til dagligt. En gudstjeneste skulle gerne være et sted, hvor vi finder roen - roen til at være til stede, til at lytte og til at blive konfronteret af et budskab, som ikke altid er lige belejligt, men som kan give vores liv helt nye perspektiver.
Gudstjenesten søndag morgen er altså ikke kun for de morgenfriske, dem der elsker salmer og lange prædikener – det er også for os, som må slæbe os derhen, som synes, det er lidt kedeligt, men som har brug for, at livet også har et guddommeligt perspektiv.
Det er lidt ligesom at dyrke motion. Det er ret hårdt - især i starten, men når man øver sig til det, bliver det også lettere at gøre – og efter man har dyrket motion eller været til en gudstjeneste, så har man ofte en god følelse i kroppen.
Og så er det faktisk ikke altid kedeligt at gå i kirke– ja det kan endda til tider være underholdende. For eksempel når man kaster sig ind i aktiv deltagelse i gudstjenesten, når man synger med, når man lærer gudstjenestens små finurligheder at kende, når man tør lade sig provokere eller inspirere af prædikenen, eller når man engagerer sig i fællesskabet.
Så det underordnet om salmerne eller prædikenen var god eller underholdende, for det er ikke det vigtigste. For Gud har lovet at være nær i gudstjenesten, om vi så fornemmer det eller ej - om vi er godt underholdt eller keder os.