Farvel og tak

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Da jeg i sin tid blev indsat som sognepræst i Kolt Kirke, genfortalte den daværende provst Aagaard en historie af Gurli Vibe Jensen.

Her snart 35 år senere er fortællingen nok mere aktuel end nogensinde.

Den hedder ”Den døde kirke”, og den handler om en kirke i Østafrika, hvor folk af forskellige grunde var holdt op med at komme til gudstjeneste. Nogle mente, at man slet ikke behøvede at gå i kirke, men sagtens kunne være kristen for sig selv. Andre mente, at man jo også havde lov til at sove længe om søndagen, og andre igen mente, at man jo lige så godt kunne gå ude i naturen og tænke på Gud som at sidde inde i kirken. Der var tusindvis af undskyldninger.

En søndag, da der var ganske få mennesker i kirke, stod præsten frem og sagde: »Jeres kirke er død! Den skal begraves på søndag, og jeg vil bede jer fortælle alle i landsbyen om det, så de kan komme og være med til begravelsen.«

Den næste søndag var kirken fuld af mennesker. Alle kom, for det var jo trods alt den kirke, hvor de havde fået deres børn døbt, deres unge konfirmeret og deres kære begravet.

Da gudstjenesten begyndte, gik præsten op ad midtergangen med en lille kasse på skulderen. Kassen forestillede en kiste uden låg på. Den stillede han foran alterskranken, og så sagde han meget alvorligt:

»Jeres kirke er død, og jeg formoder, at I gerne vil ta’ afsked med den.«

Og så bad han dem rejse sig op og i én lang række defilere forbi den døde kirke.

Folk vandrede op til kisten og kiggede nysgerrigt ned i den. Og præsten havde været genial: Han havde sat et spejl i bunden af kisten! Så når folk lænede sig frem for at se ned på den døde kirke, så var det altså deres eget ansigt, de så.

For mig som præst har det altid været gudstjenesten, der har været krumtappen i mit virke. Og når jeg nu vælger at stoppe fire år før pensionsalderen, så hænger det blandt andet også sammen med, at kirkegangen ved søndagshøjmessen er blevet for ringe.

Som en trofast kirkegænger sagde til mig i kirkedøren for nogle søndage siden:

»Da vi begyndte at gå i kirke hos dig, skulle vi komme i god tid for at få en plads. I dag var vi 10!«

Og det er ikke fordi, folk i sognet ikke bakker op om deres kirke og præster, det er bare ikke gudstjenesten søndag formiddag, der trækker. Til gengæld var der 75 mennesker i sognegården, da vi for nylig udlånte den til banko. Og som min mand tørt kommenterede: »Det kan da være, at I skal til at udlodde halve grise under altergangen«.

Problemet med kirkegangen eksisterer jo desværre ikke kun hos os. Så måske skal der en nytænkning af gudstjenesteform og -tidspunkt til. I Kolt har mange for eksempel sluttet op om vores aftengudstjenester med moderne musik. Men noget må gøres.

For kirken er jo ikke bare en bygning, nej, den er bygget af levende stene, af en menighed, der samles for at synge, bede og høre de ord, som vi aldrig kan sige os selv. Og er der ikke nogen menighed, så dør gudstjenesten, og så dør kirken.

Jeg har været utrolig glad for min præstegerning og for min tid i Kolt Sogn (og tidligere også Ormslev Sogn), og jeg er dybt taknemmelig overfor alle de mennesker, som har vist mig tillid og har lukket mig ind i deres liv i både glæde og sorg.

Der bliver afskedsreception i Kolt Sognegård søndag 27. oktober klokken 14.30, hvor jeg håber at få mulighed for at sige farvel og tak til alle jer, som jeg gennem min præstetid har været i kontakt med.

En sidste opfordring fra min side skal være: Brug jeres kirke - også om søndagen!