Livet kalder: Opgaver og mennesker venter på dig

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Som præst står jeg ikke sjældent ved kirkegårdslågen for sammen med de pårørende efter en bisættelse at tage en sidste afsked, før rustvognen kører med kisten.

Vi har haft bisættelse i kirken med salmer, tale, jordpåkastelse og de andre ritualer, der hører sig til, og som hjælper os igennem det at skulle tage afsked med et menneske, vi har kendt og holdt af.

Ritualerne hjælper os. Og det gør en gammel tradition, når vi skal ud af kirkerummet, også. Nemlig at vi bærer den døde ud af kirken, sætter kisten ind i rustvognen, og derefter følger efter den ned til kirkelågen, hvor bedeslagene lyder, hvorefter den kører.

Så vidt så godt. Men nu er bisættelsen så helt slut. Og dér indtræder et sårbart øjeblik, for nu er der ikke mere hjælp fra ritualer og traditioner. Vi er ladt tilbage, og der er ikke mere, vi skal.

Vi har fulgt den døde, så langt vi overhovedet kan, og må nu give slip, mens vi står og kigger efter en bil, der kører væk. Vi står afmægtigt, lammede og kan ikke rigtig komme videre.

En stund er det, som er tiden sat i stå. Af sorgen eller mødet med dødens absolutte grænse. Og i det følsomme øjeblik kan man næsten ikke forstå, at ikke også hele verden går i stå, biler og cykler standser, gående står stille, og alt og alle tier og sørger med.

Som det udtrykkes i digtet ”Stop alle the clocks” af engelske W.H. Auden, hvor første vers lyder (i dansk oversættelse): »Sæt alle ure i stå, afbryd telefonen. Stop hundens gøen med et kødben. Lad klaveret tie og bær kisten ud til dæmpede trommeslag, og lad de sørgende komme.«

Der skal være plads til sådanne sårbare øjeblikke. Sorg skal i det hele taget have lov at være der, og man skal have tid til at lære at leve med den, ligesom mennesker omkring den sørgende skal vise hensyn og deltagelse.

Det samme gælder, når vi står ved kirkegårdslågen og tager den sidste afsked. Her skal der ikke jages med os, for vi er i en boble, hvor det føles, som om tiden går meget langsomt, fordi vi konfronteres af det, der er større end os selv. Og her kan det for eksempel opleves voldsomt, hvis en bil passerer i fuld fart og overhaler rustvognen på hvinende dæk, eller gående kommer højlydt råbende forbi, eller en flaskecontainer bliver tømt netop i det øjeblik.

Alt sammen ret uheldige sammenstød mellem det aktive, travle, levede liv og sorgens sårbare stund. For naturligvis bør vi vise hensyn overfor dem, der sørger, og respekt for den døde. Men samtidig er der på en måde også noget godt ved, at der er lidt liv omkring os netop i den situation.

At biler, cyklister og fodgængere stille og roligt går forbi, at man hører lyde fra livet, der leves, og at rustvognen forsvinder i det fjerne og blander sig med den øvrige trafik. For det kan være med til at minde os om, at livet går videre. At urene ikke sættes i stå, og at det er godt nok.

Og der ved kirkelågen, når rustvognen er kørt, er vi jo allerede blevet ledt på vej. En og anden begynder at røre på sig, kommer hen og hilser, giver et kram. Andre begynder at tale med hinanden, griner måske, for måske er det længe siden, de har set hinanden, eller måske kom de i tanke om et godt minde om ham eller hende, der er blevet bisat. Flaget bliver hejst op på hel stang. Og der er ikke mange skridt over til sognegården eller ned til bilen, som skal køre én hen til stedet, hvor mindesamværet skal foregå.

Og med alt det begynder urene igen at gå i vanligt tempo. Livet kalder, opgaver og mennesker venter på dig!