Guldfeber og tømmermænd

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Hver fjerde år ved sommertid gennemgår jeg cirka den samme forvandling.

Det begynder, når det går op for mig, at det er OL-år. Jeg imødegår det indledningsvis med et let skuldertræk: Hvad interesse skulle det på nogen måde have for mig, at der er nogle, der løber om kap i Paris?

Jeg ser lidt af åbningsshowet – det skal man jo – og bliver lidt hygge-fortørnet over, hvor mange ressourcer man dog kan bruge på den slags. Men efter et par dage sætter det ind. I stedet for at se Bluey med min datter, ser vi pludselig 400 meter hækkeløb.

Og der går ikke lang tid, før jeg er helt nede i hullet. Jeg bliver rørt til tårer over en upoleret bordtennisspillers stolte glæde over at have nået 1/8-finalen, og jeg råber af fjernsynet, når dommerkendelser går de danske atleter imod. Gladeligt. For jeg er ramt af OL-feberen, og der er ikke noget af gøre ved det.

Men nu har den hårde tid så ramt. Tiden efter, hvor ekstasen er toppet, og tømmermændene sætter ind. Hverdagen melder sig – og dermed også refleksionen.

Jeg tror, at vores gode, gamle apostel Paulus også var en sportsidiot.

I hvert fald bruger han gerne billeder fra sportens verden til at beskrive livet og troen. »Tænk på dem, der løber om kap på et atletikstadion!« siger han (1. kor. 9, 24-27).

Og det er vel ikke så underligt. Sport kan bevæge folk som intet andet. Det kan skabe sammenhold, mening og store oplevelser – på tværs af alder, køn og sociale lag.

Sådan skulle kirken også gerne være, mente Paulus. Og så bruger han sportsudøverne til at fremhæve noget vigtigt, som det kan være godt for en sofakartoffel-atlet som mig at høre:

»Idrætsfolk må give afkald på mange ting for at vinde sejren.«

Selvom det selvfølgelig handler om de store øjeblikke i al sport, så ligger hemmeligheden i dagligdagen. Enhver dyrkelse af store øjeblikke forudsætter afkald og dedikation i hverdagens træning.

Sådan kan det også være for os i vores liv og tro. Vi vil gerne have store øjeblikke og store oplevelser. Opnå indsigter og opleve gennembrud. Men Paulus minder os om, at det først og fremmest er i det daglige vi skal være til stede, hvis vi gerne vil opleve det.