Klumme: Hvor har vi det godt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Det er godt nok for dårligt«

Sådan hører man jævnligt samtaler blive indledt – nok også oftere fra egen mund, end vi bryder os om at indrømme. Og som regel lyder sætningen noget i retning af: »Det er godt nok for dårligt, at frisøren holder ferielukket« eller »…at Netto ikke kan skaffe jordbær nok hjem, nu hvor de reklamerer med dem til halv pris«, eller »…at skraldevognen kommer to dage for sent«.

Og bevares, der er ting i vores samfund, som i den grad er for dårligt. Eller som vi i det mindste kunne ønske os meget bedre: Ventelister på operationer, behandling til psykisk syge, sagsbehandlingstider i mange instanser, flere ressourcer til omsorg, uddannelse, naturbevarelse. Ja, listen kan helt sikkert fortsætte.

Til gengæld vil jeg også påstå, at listen over ting, som vi tager ganske for givet her i Danmark, er endnu længere: Drikkevand i hanerne, elektricitet i enhver bygning, kloakering, internet, demokrati, skoler, universiteter, asfalterede veje, sygehuse, stemmeret, religionsfrihed, overenskomster, basal sikkerhed – og alt andet, der ”bare” hører med til at være et rigt land i Europa.

Forleden sagde jeg farvel efter et strålende arrangement i Sognegården. Og ud over de almindelige hilsner – ”tak for i dag” og ”kom godt hjem” – var der flere uafhængigt af hinanden, der kiggede mig i øjnene og konstaterede: ”Hvor har vi det godt!”.

Og det var netop samme påmindelse, jeg havde fået, selvom det ikke var foredragets egentlige ærinde.

Foredraget handlede om projektet ”Syn for sagen”. Og Hadstens lokale optiker, Mette Rasmussen, viste billeder og fortalte om sine to ture til Gambia, hvor hun har været med til at uddele hundredvis af briller til mennesker, der lever i et land, hvor der ikke findes en optiker… Briller, der gør det muligt for mennesker at færdes, arbejde, lege med deres børn og for de heldige at gå i skole, hvor de kan se, hvad der står på tavlen og i bøgerne. Briller, der bringer livskvalitet.

Jeg betragter egentlig mig selv som et ret oplyst menneske. Men Gambia – og optikerhåndværket – ligger åbenbart helt uden for mit vidensfelt, og derfor var cirka 90 pct. af det, Mette fortalte, nyt for mig. Det er altid spændende, når mennesker fortæller om en verden, man ikke selv kender.

Verden bliver større på den måde – og det kalder på eftertanke. Og den eftermiddag blev vi alle sammen mindet om, hvor anderledes livet kunne se ud, hvis vi var blevet født i et andet land – Gambia for eksempel.

Der er ingen asfalterede veje, ingen strøm i husene. Der er en fælles vandpumpe på torvet – ligesom det også er der, man skal gå hen, hvis man vil have strøm. Der er ingen, der henter skraldet. Det nybyggede ”sygehus” (bygget for donationer) er bare vægge uden døre, uden udstyr og næsten uden personale. Der er stort set ingen skolegang for børn over 7 år, hvorfor størstedelen af befolkningen hverken kan læse eller skrive. Det er svært at bygge et samfund, når skolegang ikke er en selvfølge. Det er svært at løse alle de infrastrukturelle opgaver, som vi tager for givet.

De fleste af os ville formentlig være temmelig meget på herrens mark, hvis vi skulle pludselig skulle leve på gambianske præmisser. For vi vænner os til velstand. Tager den for givet. Vi har ikke grund til andet. Og i virkeligheden er det jo godt, at vi lever i et land, hvor vi ikke overvejer, om der er mad på hylderne i morgen eller om de halvstore børn kan fortsætte i skole. Det er GODT! Så godt, at det burde kalde på taknemmelighed hver eneste dag.

Vi skal på hinandens vegne kæmpe for de ting, som kan blive bedre. »Kamp må der til, skal livet gro.« Det er sådan, et samfund bevæger sig – bliver bedre. Og min påstand er, at der bliver et klarere perspektiv på de kampe, når vi mindes om, hvor godt vi i udgangspunktet har det. For det er ingen selvfølge. Hverken at det er sådan nu – eller at det fortsætter. Det er noget, vi må værdsætte og værne om. Og det er noget, som vi i vores overskud har mulighed for at række videre – også ud over landets grænser. Hvor har vi det godt!