Må et symfoniorkester godt larme?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Det er glædeligt med den opmærksomhed, som Aarhus Symfoniorkester har fået på baggrund af vores nychef.dk-kampagne. Det er samtidigt påfaldende, hvor svært det er for enkelte at acceptere, at Aarhus Symfoniorkester på den måde påkalder sig opmærksomhed.

Netop nu har vi valgt at prioritere at bruge en betydelig del af vores årlige markedsføringsbudget på en helt særlig kampagne. Kampagnen er usædvanlig og tydelig, og det virker åbenbart provokerende i sig selv, at vi forsøger at påkalde os opmærksomhed. Det har i hvert fald skabt debat og aktindsigter m.m.

Men det kan vel ikke overraske, at en reklamekampagne forsøger at skabe opmærksomhed? Så spørgsmålet melder sig … hvad er der galt med at markedsføre lige netop Aarhus Symfoniorkester?

Aarhus Symfoniorkester er en markant kulturinstitution, alene på kvaliteten af det kunstneriske produkt, vi leverer, og den mangfoldighed af opgaver, vi løser. Vi har også en ekstremt høj kundetilfredshed, Danmarks bedste koncertsal til symfonisk musik og en meget loyal kundegruppe, som vi sætter ekstremt stor pris på.

Men vi har bare ikke været tydelige nok.

Selvfølgelig er vi også nødt til at markedsføre vores produkt ligesom alle andre. Det er absurd at forestille sig, at vores billetter bare solgte sig selv, og vi har i den grad brug for vores billetindtægter. Vi er nødt til at forsøge at erobre nye markedsandele, for vi er i ekstremt skarp konkurrence med en række gigantiske og meget iøjnefaldende kulturinstitutioner her i byen. Prøv at spørge Musikhuset, Aros, Aarhus Teater (eller AGF for den sags skyld), hvad de bruger årligt på markedsføring og kommunikation, så vil det stå klart for enhver, at Aarhus Symfoniorkester er håbløst bagud på den front.

Vi er altså nødt til at råbe meget højt for at blive hørt, og nu har vi så råbt en lille smule og mærkeligt nok fået en slags rap over nallerne på den baggrund. Den reaktion må være et tegn på, at byen slet ikke i tilstrækkelig grad er bevidst om orkestrets potentiale og vilkår, og det er virkelig en skam.

Aarhus kan være stolt af sit symfoniorkester, på samme måde som man er stolt af sine andre store kulturinstitutioner, sine mange festivaler og events og sin fodboldklub.

Aarhus Symfoniorkester er et stort musikalsk hjerte, som slår lige i midten af byen og er fyldt med passion og hjertevarme. Vi er en del af et enormt musikalsk og kulturelt kredsløb, og selvom orkestret fylder 90 år til januar, så er der masser af vitalitet i orkestret og den musik, vi spiller. Symfonisk musik er bare en lykkelighedsmaskine, og vores kunder er ekstremt glade. Det er beviseligt, så vi vil ikke pakke os væk. Vi er – for at sige det på godt dansk – fucking stolte af vores orkester, og vi vil have lov at råbe det højt uden at skamme os.

På samme måde kan jeg ikke sige det tydeligt nok til byrådet, til medierne, til erhvervslivet: Det er på tide, at byen begynder at eje sit symfoniorkester med samme stolthed.

Og hvad med ham den nye chef? (Dima hedder han) Han er født i Belarus, og der er flere, der efterspørger en offentlig stillingtagen. Forståeligt nok måske.

Der er heldigvis ikke plads til krigselskere eller despoter i en koncertsal i Danmark. Tværtimod. Der er plads til medmenneskelighed og forståelse, dialog og perspektiv. Vi og Dima selv ved udmærket godt, hvor han står i relation til den forfærdelige krig i Ukraine, men da vi lever i et land med ytringsfrihed (og ikke ytringstvang), er det udelukkende op til Dima selv, om han ønsker at tale om andet end musik.

Faktum er, at der er en grund til, at han i disse år dirigerer en lang række fantastiske orkestre rundtomkring i hele verden. Det ville han ikke gøre i det omfang og på det niveau, hvis der var tvivl om hans musikalske eller menneskelige kvaliteter. Kom selv og få syn for sagn i Symfonisk Sal.