Der findes skam optikere i Gambia, og der er skolepligt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Som delvis pensionist er et af højdepunkterne i ugen, når lokalavisen dumper ned i postkassen. Jeg finder mange gode artikler og klummer, som giver mig en god forståelse af lokalsamfundet i Favrskov Kommune. Som i sidste uge, da jeg som sædvanlig med stor iver kastede mig over avisen, fandt en artikel med den dejlige positive overskrift: “Hvor har vi det godt”

Da jeg dykkede ned I artiklen, som var skrevet af sognepræsten i Hadsten Storpastorat, Marie Hedegård Thomsen, fandt jeg ud af, at indholdet var baseret på et foredrag af Hadstens lokale optiker Mette Rasmussen, som havde været to gange i Gambia for at uddele briller til lokalbefolkningen. Det er i sig selv et meget nobelt forehavende, da det kan hjælpe mange, som ikke har råd eller mulighed for at besøge en optiker for at få tjekket deres syn og eventuelt få briller. Så dertil var det meget positiv læsning, mens jeg nød min kaffe. Vi skal selvfølgelig glæde os over det sociale netværk, vi har i Danmark, og de muligheder som vores land byder på.

Men ved den videre læsning fik jeg kaffen galt i halsen og kom næsten til at hælde den ned ad min nyvaskede t-shirt. Jeg kunne læse, at de stakkels gambianere ikke kunne få briller, fordi der ikke fandtes nogen optikere i landet. Derefter kunne jeg læse, at der ikke var nogle asfalterede veje i landet. Det blev desværre endnu værre for de stakkels gambianere, for der var ifølge artiklen heller ikke hverken strøm eller vand i husene. Alle gambianere måtte gå hen til torvene for at få adgang til disse herlige ting, som vi i Danmark tager for givet. For at slå hovedet på sømmet i fortællingen om, hvor dårlige de lokale forhold er i Gambia, kunne man læse, at der stort set ikke er nogen skolegang for børn over syv år, hvorfor størstedelen af befolkningen hverken kan læse eller skrive (hvad med at regne?). Og konklusionen var, at det er svært at bygge et samfund, når skolegang ikke er en selvfølge.

Såfremt man ikke vidste bedre, ville man jo sidde og få tårer i øjnene og føle med de stakkels gambianere. Men havde det ikke været en god ide at tjekke fakta, før man skriver sådan en klumme?

Det fremgår af klummen, at Marie Hedegaard Thomsen bygger sine oplysninger på informationer, hun har fået fra Mette Rasmussen under foredraget i sognegården. Så meget mere grund til at tjekke oplysningerne før klummen offentliggøres. En simpel søgning på Google ville have vist præsten, at der alene i hovedstaden Banjul findes tre optikere. Derudover findes der optikere på nogle af hospitalerne.

Den næste søgning ville have vist, at der er flere skoler per indbygger i Gambia, end der er i Danmark. Derudover ville hun kunne finde ud af, at der ligesom i Danmark er skolepligt i Gambia. Der findes også mange private skoler og colleges samt et universitet i Gambia. Så størstedelen af befolkningen er ikke analfabeter, de kan godt læse, skrive og regne. Sluttelig ville hun have fundet ud af, at selvom der selvfølgelig er landsbyer, der endnu ikke har strøm, er elnettet forholdsvis veludbygget i Gambia. Min svigermor bor i en landsby i det sydlige Gambia tæt på grænsen til Senegal. Hun har både elektricitet og vand.

Er alt så perfekt i Gambia?

Selvfølgelig ikke. Ligesom i Danmark er der problemer med kvaliteten af undervisningen. I Gambia er der stadigvæk et stykke vej, før læreruddannelsen og undervisningsmaterialerne kommer op på niveau med de danske. Skolerne er måske heller ikke på samme niveau som de danske. Det kan også godt være, at infrastrukturen veje, el- og vandforsyning ikke er på samme niveau som i Danmark. Men vi har også hullede veje og andre problemer med vandforsyningen, for eksempel nedsivende giftstoffer og lignende.

Vi har det godt i Danmark og skal sætte pris på det, vi har opnået. Men når vi laver sammenligning med andre lande, bør vi sikre os, at det sker på et korrekt grundlag. Jeg har som senior ledelses- og uddannelses-konsulent arbejdet i mere end seks år, fra 2005 til 2011, med at forbedre uddannelsessystemet i Gambia. Jeg har været i alle hjørner af landet og kan derfor sige, at der har været en kontinuerlig udvikling og forbedring af uddannelsessystem og derved mulighederne i landet i mange år.

Så lad os prise dem for de resultater de har opnået og samtidig glæde os over, at vi lever i et af de bedste lande i verden.