Kan det virkelig passe, at vi er født med et naturligt behov for at slappe af med en smartphone?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Ingen plan er en dårlig plan.

Sådan konkluderede jeg en eftermiddag, da jeg formålsløst drønede rundt på de italienske landeveje på min motorcykel. Jeg havde besluttet mig for hverken at have en plan eller en destination.

Jeg fik stress.

Jeg erkendte, at jeg både manglede et formål og et mål. Et mål giver retning. Retning giver klarhed. Klarhed giver ro.

Det er jo ikke destinationen. Det er rejsen. Sådan sagde en god ven, den dag jeg fortalte ham om min nye erfaring. Joh, men er der en egentlig rejse, når der ikke er et mål? Hvor er bladet, der hvirvler rundt i vinden, på vej hen?

Det er ikke anderledes, end dengang Alice stod foran et vej-Y i Eventyrlandet og spurgte filurkatten, hvilken vej hun skulle vælge.

Filurkatten spurgte klogeligt Alice om, hvor hun gerne ville hen.

Alice svarede, at det vidste hun ikke.

Filurkatten svarede derfor: »Så er det jo lige meget, hvilken vej du vælger.«

Men i min optik er det hverken destinationen eller rejsen. Det er, hvad du vælger at opleve på rejsen. Det er, hvordan du vælger at have det på rejsen. Det er, hvem du bliver på rejsen. Og det er det, at du overhovedet beslutter dig for at rejse. Enten ud i verden eller ind i dig selv.

Det starter ikke som et eventyr. Det begynder med en risiko. Uanset om vi vælger at rejse ud eller ind, kræver en rejse en del af os. Vi er allesammen født som selvcentrerede individer, der skal lære at begå os på vores rejse gennem livet. Og på denne rejse møder vi uvægerligt alle de andre individer, der selv er på deres egen rejse.

Det smukke er, at vi individer opnår meget mere på vores rejse, når vi samarbejder og åbner livets døre for hinanden. Det er bare ikke noget, vi er født til at gøre. Det er noget, vi skal lære og erfare undervejs. Det betyder, at vi skal tilsidesætte vores behov for tilfredsstillelse af egne behov som det primære behov. Ellers lærer vi aldrig at indgå i en større sammenhæng.

Vi skelner ikke længere mellem behov og afhængighed. Jeg føler mig sikker på, at lederne på samtlige ungdoms- og uddannelsesinstitutioner i landet vil påstå, at de oplever en decideret krise på området for mental sundhed blandt unge mennesker. Den dopaminafhængighed, der er kommet i takt med de sociale mediers indtog, har større konsekvenser for os som samfund, end vi ønsker at erkende.

Det værste er, at vi forældre bare står på sidelinjen med armene nede langs siden og ser på, imens vi mister den næste generation til deres afhængighed af sociale medier.

Vi accepterer deres evne til mentalt at forlade rummet, imens vi andre fortsat er til stede, som en præmis. Og vi gør det med en retfærdig frygt og en misforstået og stiltiende accept, der kommer til udtryk ved vores manglende mod til at tage fat om det reelle problem.

I dag hører jeg sætninger som »han/hun har lige brug for at slappe lidt af med sin telefon«.

Jeg bliver lige ulykkelig hver eneste gang.

Kan det virkelig passe, at vi som mennesker er født med et naturligt behov for at slappe af med en smartphone? Er det et behov, vi har haft siden civilisationens oprindelse?! Hvad i alverden gjorde vi før i tiden?!

Men de ligger ikke bare og slapper af med en smartphone! De ligger og plejer en decideret skadelig afhængighed. En afhængighed, som fratager dem muligheden for personlig udvikling, og som ødelægger deres sociale færdigheder.

Det er præcis de samme områder, afhængigheden af hårde stoffer ødelægger.

Vi lader dem have en hverdag, hvor de mister deres liv og deres egen nutid, mens vi bare kigger på og finder på undskyldninger for ikke at gribe ind. Vi er blevet konfliktsky og underdanige i forhold til vores egne børn.

Ubevidst fratager vi dem muligheden for at udvikle sig til det menneske, de har potentiale til. Og så har de al ret i verden til at give os en velfortjent røvfuld.

Der var også dengang med Moon-bevægelsen. Jeg husker dengang i 1990’erne, hvor vi gentagne gange hørte historier om forældre, der kidnappede deres egne voksne børn, efter at de var kommet i kløerne på Moon-bevægelsen.

Når vi ikke stiller krav til vores børn og lader dem dyrke deres afhængighed for øjnene af os, fratager vi dem på samme tid de belønninger, der ligger i at være til stede i nuet. Vi fratager os selv muligheden for selv at belønne dem og dermed motivere dem yderligere i forhold til deres egen udvikling. Det er derfor altafgørende, at vi har alternativer klar i behandlingen af afhængigheden. Ellers virker det ikke.

Standupkomikeren Jimmy Carr sagde for nylig i et interview:

»You can’t have an easy life and build a great character.«

Om få år vil vores børn vende sig imod os og konfrontere os med, at vi ikke gjorde noget.

At vi ikke kidnappede dem tilbage fra denne nye Moon-bevægelse.

Vi forældre elsker vores børn, som de er. Vi mennesker elsker hinanden for de mennesker, vi har potentiale til at blive.

Det er på tide, at vi forældre sender vores børn ud i verden med den erfaring, at lykken ligger i at være på vej et sted hen. Det er ikke nok bare at være på en eller anden vej.