Fortsæt til indhold

Landets ældre bliver taberne, når driftstilskud ophører

Debat
Erik BertelsenFormand for Ældrerådet Favrskov

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Ældreminister Mette Kierkgaard udtalte med glæde forleden, da Ældreministeriet blev erklæret som et selvstændigt ministerie:

»Det er en forfremmelse af alle Danmarks ældre.«

Men få timer senere var idyllen brudt, og bomben sprang. De 98 lovfastsatte kommunale ældreråd bliver frataget muligheden for at have en samarbejdsorganisation.

Gennem mange år har samarbejdsorganisationen for alle de offentlige ældreråd fået et offentligt driftstilskud. Ja, det har været en forudsætning for, at denne paraplyorganisation kan eksistere. Finanslovsforslaget for 2025 foreslår, at dette driftstilskud på 2,4 millioner kroner ophører.

Regeringen begrunder sin beslutning om at fjerne driftstilskuddet til Danske Ældreråd med, at antallet af årsværk i staten skal reduceres. Det er en begrundelse, som ikke giver mening.

Danske Ældreråds medarbejdere er ikke ansat i staten. Det er en organisation, der er forankret i civilsamfundet. Det er ganske enkelt absurd, at regeringen vil fjerne grundlaget for en civilsamfundsorganisation under påskud af, at det reducerer antallet af årsværk i de statslige myndigheder. Vi står lige nu over for implementering af hel ny lovgivning på ældreområdet. Taberne med dette indgreb bliver landets ældre.

Det er i alles interesse at have velkvalificerede ældreråd, der er godt klædt på til deres opgave med at rådgive kommunerne, ligesom det er i alles interesse, at ældrerådene har en stemme på Christiansborg. Hvis Danske Ældreråd lukker ned, så mister ældrerådene deres stemme på Christiansborg.

Det er Danske Ældreråd, der giver landspolitikerne indblik i den viden og de erfaringer, som ældrerådene gør sig lokalt. Er der ikke en landsorganisation, så er der heller ikke en forbindelse mellem det lokale arbejde og Christiansborg.

Ældrerådene er ikke interesseorganisationer, men offentlige råd.