»Vi håber på tre millioner kroner fra kommunen«
Fem forældre på Ebeltoft Skole laver ny forening og kommer med klar opfordring til kommunen
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Den forældrebårne styregruppe for søgning af fondsmidler til udearealet omkring Ebeltoft Skole og EBIC danner - med lokal opbakning - foreningen “Sammen om Ebeltoft skole”.
Gennem foreningen, der er under udarbejdelse netop nu, vil styregruppen gøre alvor af ambitionen om et moderne udeområde, der samler skole og fritid på tværs af generationer.
Det samlede projekt vil koste 13 millioner kroner. Før sommeren søgte vi om tre millioner kroner ved Syddjurs Kommune.
Kommunen er presset økonomisk og vi har, i styregruppen, stor respekt for, at der er områder, hvor kommunen må prioritere.
Netop derfor forventer vi på Ebeltoft Skole og i styregruppen heller ikke, at kommunen trækker det tunge læs, men derimod at de giver tilsagn til de 3 millioner, der vil vise velvilje og den opbakning, som kan gøre hele projektet attraktivt for de fonde og erhvervsdrivende, vi er så afhængige af.
Vi er klar til at knokle for at give Ebeltoft et nyt mødested, et nyt fællesskab, og inviterer enhver der har lyst med på rejsen.
Ebeltoft skole står til at øge elevtallet markant over de næste år. I følge Syddjurs Kommunes Befolkningsprognose til budget 2025 kan vi forvente en stigning på 65 procent frem mod 2036 i antallet af skolesøgende børn i Ebeltoft.
Med de forventede elevtal vil skolens areal blive udfordret massivt allerede inden for få år.
Planerne for udearealet omkring skolen og EBIC giver i langt højere grad mulighed for at flytte dele af undervisningen udenfor, og samtidig får både elever og alle byens borgere et unikt naturområde, der inspirerer til fællesskab.
Ebeltoft har en særlig placering i et landskab og en kultur, der ville gøre enhver misundelig. Hvis vi altså ikke var så dygtige til at skjule det.
Lad os synliggøre alt det unikke, vi gemmer på her i Ebeltoft og gøre vores udearealer til væresteder og fællesskabsopbyggende rammer for bevægelse, nysgerrighed og fordybelse.
Vi har allerede, med overvældende opbakning lokalt fra byens erhvervsdrivende og private, formået at sætte skub i udviklingen af udeområdet på Ebeltoft Skole. Her oplever vi blandt andet et stort fremmøde til arbejdsdage på skolen.
Det viser, at der er ressourcer, og vi kan tillade os at drømme stort og tro på realiseringen af de drømme. Vi er klar til at knokle for at give Ebeltoft et nyt mødested, et nyt fællesskab, og vi inviterer enhver, der har lyst, med på rejsen.