Var det dét?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Var det dét? Det spørgsmål er der flere, der stiller sig selv, når man kommer midtvejs i livet. Eller måske bliver man nærmere stillet overfor det. Som kom det fra en indre stemme, man ikke har lagt mærke til før. Eller igennem en uro – en fornemmelse – en indskydelse. Spørgsmålet kan melde sig brat. Eller det kan komme langsomt snigende ved tærsklen til den anden halvdel af livet. Var det dét?

Måske prøver man at lukke munden på det. Stop nu! Jeg har det jo godt. Jeg er så privilegeret. Er jeg ikke bare møgforkælet, hvis jeg beklager mig, eller føler mig trist og vil forventer ”mere”?

Men hvad nu, hvis det ikke bare skyldes, at du er et privilegeret, navlebeskuende midtvejs-menneske? Hvad nu, hvis det er en dybere stemme, der kalder? Guds stemme? Livets mysterium? Jeg ved, det kan lyde lidt vel langhåret! Og måske tænker du, at du ikke er sådan en type, der ligesom går og hører Guds stemme.

Men Guds stemme lyder ikke altid, som man måske forestiller sig. Guds stemme kan lyde som risiko. Som længsel. Som tillid. Som overgivelse. Som sjæl. Som almindelig sund fornuft. Som skæbne. Som kærlighed. Som en fremmed man føler, man kender dybt og intimt. Som dit dybeste selv.

Midt i livet kan det føles som om, man længes efter ”sig selv”. Ikke på en egoistisk eller narcissistisk måde. Men med en hellig længsel. Efter helhed. Hel-lighed. Hellighed. Vi genkender det fra verdens ældste myter og folkeeventyr og fra religioner. Grundfortællingen om, at der er noget, der kalder. En udlængsel. En nødvendig rejse. En transformation og nogen, der vender hjem på ny. Og som ny. Der er også altid noget, man må lægge bag sig, for at vinde det nye liv.

Livets første halvdel, må man bruge på at bygge og etablere sig selv. Altså den, man er, forstået som ”beholderen”. Man bruger energien på at etablere sin identitet, sine roller, sit hjem, hus, relationer og arbejde. Men når beholderen så står der, kan den dukke op. Stemmen.

Var det dét?

Spørgsmålet er et stikord! Det behøves ikke blot at være et desillusioneret punktum. Det er impulsen til at gå videre til anden halvdel af livet og flytte fokus til, hvad det er, der så skal være indeni beholderen. Hvad er meningen med mig? Hvad rummer jeg? Hvorfor er jeg her og hvilke værdier bærer videre? Ofte må man indse, at mening er noget, der vender udad. Og slippe sig selv. For at kunne møde noget nyt.

Psykologisk helhed eller spirituel hellighed betyder aldrig, at nu er noget endelig færdigt! Nu var det dét! For helhed er i sagens natur altid paradoksal. En helhed dannes af forskellige dele, som mørke og lys; dag og nat. Derfor er det hele og det hellige altid i bevægelse og ikke som mejslet i granit. Stemmen der kalder på helhed og hellighed, vil altid prøve at strække os ud. Blive større. Udvide, bevæge og forandre os og få os til at vokse og rumme mere.

Jesus bruger et hverdagsbillede til at belyse det.

»Og ingen fylder ny vin på gamle lædersække, for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!«

Der er mere at komme efter, siger han!

Men i den anden halvdel af liver er det noget væsentlig andet end i den første. Det er sjældent noget af materiel værdi og ofte noget af mere åndelig værdi. Noget der vil udvide os, som luft, der fylder lunger. Stikordet kan være en længsel efter helhed. Der rummer både lyset, glæden og letheden. Men også mørket og sorgen og lidelsen. Og den sælsomme og hellige forbindelse mellem dem.