Når en sang minder os om en særlig stemning
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Mon ikke de fleste af os kender det med, at man hører en bestemt sang eller melodi, og så er man pludselig et helt andet sted - og i en helt anden stemning.
Når det gælder kirken, så er det ofte en salme, som vi forbinder med noget ganske bestemt; det kan være en salme eller et vers eller blot en melodi, som vi har sunget eller hørt til en begravelse, og som minder os om et menneske, som var vigtigt for os. Det kan også være en salme, som blev sunget, da vi blev gift – og som straks vi hører den, bringer os tilbage i stemningen fra den dag. Det kan være den der helt særlige salme, som altid bringer julestemningen frem i os.
Den slags salmer har jeg efterhånden en del af. Men den der altid, uanset hvor og i hvilken sammenhæng jeg hører den, bringer mig fluks tilbage i tiden, er faktisk slet ikke en salme, men en sang fra Højskolesangbogen. Det er Septembers Himmel Er Så Blå.
Jeg kan huske den første gang, jeg hørte den. Og jeg kan tydeligt mærke den stemning, jeg var i – ja, jeg bilder mig endda ind, at jeg kan dufte, de omgivelser jeg sad i. Jeg var spejder, og vi skulle holde en andagt ude ved en hytte i en skov som afslutning på en weekend i naturen. Vi sad på nogle gamle tæpper i græsset. Det havde regnet let om natten, og græsset var stadig lidt fugtigt. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og jeg er ret sikker på, at man kunne høre en mejetærsker i det fjerne. Og selv om jeg var ret optaget af det leben, der var omkring mig, så husker jeg tydeligt, hvordan jeg studsede, da sangen begyndte. Der var et eller andet ved den melodi.
Og sådan har jeg det stadigt.
Der er et eller andet ved den melodi. Den er let og tung på samme tid. Den er melankolsk og alligevel løfterig. Den er stille og jordnær, og alligevel flyver mine tanker på langfart, når jeg hører den. Og det tredje vers som er mit yndlingsvers, slutter med ordene: … så rigt er årets sidste flor: oktobers offergave.
I dag tænker jeg, at det netop er det, der er efteråret. Det er naturens sidste gaver, som vi høster på marker og i haver. Det er Gud, der har ladet det tø og regne og varme mildt i vår, så vi nu kan tage imod alle de gode gaver, som kommer til os ovenned. Derfor mødes vi også i disse uger i kirker i hele landet til høstgudstjenester for at takke Gud for al Hans kærlighed.
Men dengang jeg sad der i min grønne uniform på tæppet i græsset sammen med mine venner, tænkte jeg slet ikke sådan – dengang mærkede og følte jeg det bare i en stemning, som var så speciel, at jeg lige siden har kunnet genkalde mig den.