Vores løft af folkeskolen er finansieret og ansvarligt
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
I budgetforslag 2025-28 er der et løft til folkeskolerne på 1 million kroner i 2025 og 2,4 millioner kroner i hvert af de følgende tre år.
Det var blandt andet et forslag, vi i Liberal Alliance tog med ind til budgettet, da vores almenområde er presset i folkeskolerne. Derfor foreslog vi at løfte området med 3,5 millioner kroner om året. Men når man kommer med så store udvidelsesforslag, så mener vi også, det er yderst ansvarligt, at man anviser, hvor pengene kan eller bør komme fra. Derfor foreslog vi, at vi sparede syv årsværk på jobcentret, som ville svare til 3,5 millioner kroner.
Vi var naturligvis klar til at lytte til alternative finansieringsforslag, hvis det skulle være. Dette var blot vores tanker om, hvordan vi kunne finansiere et historisk løft af folkeskolerne.
Socialdemokratiet kom også med et stort udvidelsesforslag på tre millioner kroner til et løft af almenområdet i folkeskolerne. Men de kom ikke med nogen anvisning til, hvordan de ville betale et sådant løft. Det synes jeg er noget mærkværdigt for et parti, som jeg troede var et økonomisk ansvarligt parti, som derfor også har som mål at balancere økonomien i kommunen, som den er blevet, efter der kom et borgerligt flertal.
Nu endte det så med, at der kom en finansiering af løftet til folkeskolen med. Det bliver på beskæftigelsesområdet, hvor der er fundet to millioner kroner i effektiviseringer i alle årene samt godt en millioner kroner fra 2026 og fremefter via sammenlægningen af flere beskæftigelsestilbud i Netto-bygningen i Hadsten.
Det er rigtig fint for os. Vi var ikke ultimative på, at det skulle være årsværk. Vi ville blot have, at tingene skulle balancere og forhåbentlig fremadrettet også lige sørge for, at når man kommer med store udvidelsesforslag, så har man også en tanke om, hvor pengene skal komme fra.