Det bløde kors, der blev reddet af en knotten præst
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Som så mange andre kirker har Hammel Kirke et kors. Et særligt let og blødt kors, til trods for at det er skåret ud med motorsav. I respekt for træets form har det bløde former og en lethed over sig, som om det er et kors, der er på vej.
Kirken blev restaureret i 2019, og mens renoveringen stod på, væltede et stort træ i Lystskoven ved Frijsenborg Slot lidt uden for Hammel by.
Træet har en særlig historie og er i Hammel kendt som Præstens Bøg. Det lille bøgetræ såede sig selv i 1760, og hvis det kunne fortælle historier, kunne vi høre om alle de kendte og almindelige, al den adel og almue, der er gået forbi i årenes løb. Det kunne fortælle om Blicher og skovfoged von Gram, om nye grever, cykelryttere og legende børn, om H. C. Andersen, og Karen Blixen, om gæster fra Slottet og folk fra egnen, der passerede.
Det lille bøgetræ såede sig selv i 1760, og hvis det kunne fortælle historier, kunne vi høre om alle de kendte og almindelige, al den adel og almue, der er gået forbi i årenes løb
Præsten Peder Michael Andresen (1810 – 1877) var præst i Hammel og kendt for at være en knotten fyr. Han gik turen ned til lystskoven dagligt, og forår efter forår konstaterede han tilfreds, at denne bøg var det første træ, der sprang ud. Omkring træets 100 års fødselsdag mødte han en dag skovhuggere, der gjorde klar til at fælde træet. Da blev den knotne præst blød om hjertet, og han løb op på slottet, fandt greven og talte træets sag.
Træet fik lov at stå og blev herefter kendt som Præstens Bøg. Og når træet sprang ud, vidste folk i Hammel, at nu var foråret på vej. Håbstegnet faldt i en storm i 2019, da træet væltede.
Igen gik der bud til greven, denne gang fra en skovelsker i menighedsrådet for at bede om et stykke af træet til et kors. Igen blev det et ja og motorsavskunstneren gik i gang.
Nu hænger korset på korets syd væg i Hammel Kirke, blødt og let i træets bevægelige tyngde. Jeg tænker ofte, hvor er det på vej hen? Nogle gange synes jeg næsten, det smiler til mig? Og jeg kommer til at tænke på det gamle ord myg, som betyder blød, at myge er at blødgøre. Og på de gamle ord om ham, der gav os korset som symbol og hans bløde hjerte. Ydmyg gik han hele vejen for at følges med os videre.