Vender din verden på langs eller på højkant?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Min søns øjne lyste af begejstring, da han på sommerferien viste mig et billede, han havde taget af stjernehimlen. Vi var sydpå, langt ude på landet, hvor det var bælgravende mørkt, og jeg tror ikke, at den 17-årige knægt nogensinde havde set så mange stjerner, så jeg delte hans store begejstring. Eller, det troede jeg i hvert fald på det tidspunkt.

Da jeg så hans billede, kom jeg til at tænke på de næsten 300 år gamle ord fra salmen ”Op, al den ting, som Gud har gjort”, hvor det igen og igen lyder: Hvad skal jeg sige, når jeg ser skaberværkets storhed? Hvad skal jeg sige, når jeg ser fuglene, blomsterne, fiskene i havet… og de mange stjerner på himmelen? Det er jo alt sammen så meget større end mine ord.

Men sønnen manglende ikke ord, og de lød sådan her: »Far, prøv lige at se det billede her. Er det ikke vildt, hvad en iPhone kan?«

Jeg var i chok. Og slukøret over denne overraskende vinkel. For jo: billedkvaliteten var ret fantastisk, og det har jeg før været imponeret over. Men at det var Apples teknologi, der havde gjort min søn forundret og ikke selve den vidunderligt smukke stjernehimmel, det gjorde mig stum. For mig at se havde skærmen lagt sig imellem min søn og universet… som et filter, der tog al, al for megen opmærksomhed. Den mobil, der skulle være et middel til at tage billeder, var pludselig blevet til et mål for vores dyrkelse.

Og få dage senere stødte vores forskellige verdensbilleder igen sammen, da jeg bad ham tage et billede af mig ved poolen foran den smukke horisont og udsigt. Han holdt uden at tænke over det telefonen, som man altid holder telefonen i hånden, og jeg måtte belære ham om, at sådan holder man kameraet, hvis man tager et billede af en person i fuld figur eller et højt tårn, men hvis man tager af for eksempel horisonter, udsigter eller store grupper af mennesker ved siden af hinanden… så giver det bedre mening at holde telefonen vandret. På den lange led.

For min søn var mine argumenter håbløst boomer-agtige, og virkelighedens retning og format syntes helt irrelevante: »Far, det skal jo passe til Instagram, SoMe og mobiltelefonen«.

Jeg har hørt og oplevet fænomenet før, og ja, der er klart tale om en generationskløft: De unge tager og ser billeder med og på deres mobil. På højkant. Vi gamle tager dem nok med mobilen, men vi ser dem på vores computerskærm eller TV. På langs. For sådan vender verden i vores hoveder.

Jeg prøvede at forklare ham, at virkeligheden jo som regel er vandret. Som horisonten. Som vores dybdeblik, fordi øjnene sidder ved siden af hinanden og ikke over og under hinanden. Men uanset de mange, gode (eller dårlige) argumenter, bliver vi nok aldrig enige. Men den uenighed kan og bør sætte gang i et par tanker:

For det første. Er mobilen et middel eller et mål? Skal den forlænge og afbilde virkeligheden og dermed tjene os... eller diktere vores kommunikation og skabe virkeligheden, som et også sker med filtre og anden billedmanipulation? Er den mål eller middel? Er den herre eller tjener?

For det andet: Hvis teknologien på den måde til stadighed gør så meget ved vores måde at se verden på, hvad gør den så i sidste ende i ved os på alle mulige andre måder? Det spørgsmål kan forlænges til internet, AI og robotter. Hvad gør teknologien ved os og vores verdens- og selvforståelse? Den gør en del med os og for os, men den er også med til at forme vores menneske-og verdenssyn på måder, vi måske ikke helt lægger mærke til.

Og dermed kan jeg slutte, hvor jeg begyndte - med et spørgsmål: »Hvad skal jeg sige?«

For jeg kender ærlig talt ikke svarene på de nævnte spørgsmål, men jeg ved, at de er vigtige at tænke over.

Og mens jeg gør det, vil jeg sætte mig under stjernehimlen en dag og nyde dens skønhed. Helt uden mobil.

Og jeg vil se ud over havet fra stranden og glæde mig over, at det alt sammen stadig er nogenlunde vandret.