Det er aldrig for sent at fejre noget

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg var afsted til en kommunikationsdag om, hvordan vi bruger de sociale medier i folkekirken.

Vi fik til opgave at finde på nogle gode slogans til dåben – hvordan får vi flere døbt? Der kom flere spændende forslag: »Det er aldrig for sent at blive døbt« og «Dåb hver dag uanset mandag, der har vi lukket«.

Det var sjovt at finde på slogans, men vi måtte jo også tale om, hvad der får flere nybagte forældre til at fravælge dåben. Mange forældre vil gerne lade deres børn vælge selv, og så er der selvfølgelig dem, der ikke ønsker dåben for deres børn af den ene eller anden årsag, og så er der mig.

Lidt nervøst rakte jeg hånden op, for der sad jeg, præst og med en søn på snart to år, som ikke var døbt, og jeg kunne godt fortælle, hvorfor jeg ikke havde fået min søn døbt.

Da jeg blev mor første gang, forandrede livet sig fuldstændig. Intet var som før, og alligevel var alt som før.

Den første tid som nybagt mor kan være hård. Den er fuld af alle mulige nye overvejelser om amning eller ikke-amning, den indeholder bleskift og endeløse vågne nætter, følelser af ensomhed, savn og tvivl, forelskelse og bundløs kærlighed – alle disse øjeblikke og følelser, som hører med til at blive mor.

Når et barn fødes, fødes også en mor. Ind i en helt ny hverdag, et helt nyt liv. Man kastes ind i en tilværelse, som det er umuligt at forberede sig på. Der er et klart før og efter. Og når man står der på den anden side, så kan man have svært ved at genkende sig selv både på ydersiden og indeni.

Midt i alt dette skal du så overveje barnedåb.

Det er ærgerligt, hvordan man nærmest stressende skal løbe op til kirken for at få sit barn døbt inden for tre måneder, fordi dåbskjolen skal passe, eller det forventes, at det skal gøres inden for en bestemt tidsperiode.

Så da jeg blev mor for anden gang, forandrede hele vores liv sig igen af flere årsager, og min mand og jeg besluttede os simpelthen for at vente med at få vores søn døbt, til vi kunne mærke et overskud til rent faktisk at fejre noget. Og vi endte endda med at udskyde dåben en gang, fordi vi ikke følte os klar. For det kræver faktisk overskud sådan rigtig at fejre livets store begivenheder og være til stede i nuet. Og det kan man også sagtens være, når ens baby er lille, men det andet er også en mulighed. Og det burde vi tale højt om.

At der er et forventningspres, som kan komme fra os selv, traditionerne eller en misforstået forståelse om, hvad der er rigtigt og forkert.

Især i kirken, hvor vi har haft en tendens til at gøre, som vi plejer.

Det kan fungere for nogen, men vi er også nødt til at tale om, at tiderne har ændret sig, og dåben ikke er en selvfølge længere.

Efter jeg foran præster, kirke- og kulturmedarbejdere og andre havde bekendt, at min søn ikke var døbt endnu, kom en hen til mig og sagde: »Jeg vil bare sige, at du er enorm modig, og tænk, du tør at dele, hvordan du har det med os«.

Og det gav mig lyst til at skrive denne klumme. For tænk nu, hvis der sidder andre derude, som også føler, at dåben skal ske på et bestemt tidspunkt eller en bestemt måde, og derfor fravælger dåben, så må jeg altså ud for at fortælle:

»Det er aldrig for sent at fejre noget!«

Dåben er en gave og ikke en pligt. Dåben er den største gave, som forældre kan give deres nyfødte barn, fordi barnet gennem dåben kommer under Guds beskyttelse og bliver en del af det kristne fællesskab og opnår medlemskab af folkekirken, ikke at forglemme. Men det gælder også, hvis de er to år, otte år eller 16 år – eller 80 år for den sags skyld.

Velkommen i kirken, altid.