Fortsæt til indhold

Per fejrer 40 år hos AVK: »En pligtopfyldende og vellidt kollega«

Debat
kfp

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

1. oktober 2024 kan Per Juul Hansen fejre 40 års ansættelse hos AVK.

Per startede i lære som maskinarbejder i 1980 og blev udlært i 1983. Året efter rejste han fra AVK i otte måneder, men kom tilbage 1. oktober 1984. Efter et par år rejste han til AVK Aqua Gas Manufacturing som supervisor, hvor han var i ni måneder og kom herefter tilbage til Maskinfabrikken. Her blev han ansat i værktøjsafdelingen, som siden flyttede til Tech i Skovby og her har han siden haft sit virke.

De første mange år arbejdede han i værkstedet specielt med fremstilling af gummiforme på CNC maskiner. I disse år blev der fremstillet mange gummiforme og for at kunne fremstille dem, blev der installeret et CAM program, som han var den første til at arbejde med.

I 1998 flyttede Per ind på kontoret og startede som konstruktør og her har han siden konstrueret mange gummiforme, plastforme, specialmaskiner og andet produktionsudstyr. Per har en særlig evne inden for konstruktion og har let ved at se løsninger. Han sætter en stor ære i, at de special-maskiner og værktøjer han konstruerer, lever op til kundens forventninger og at alt teknisk dokumentation er helt perfekt.

Per er en fagligt stærk person og er ofte den, der bliver spurgt til råds, når der er udfordringer. Han er en meget pligtopfyldende og vellidt kollega, der med sin store viden og erfaring altid er klar til at hjælpe og rådgive sine kollegaer.

Per bor i Hammel sammen med sin kone Gurli, og de har sammen to sønner Morten og Jesper, som henholdsvis er musiker og bygningsingeniør.

Fritiden bruges sammen med familien, hvor der også er kommet et barnebarn til, og der er et mere på vej. Per er en habil golfspiller, der ugentligt spiller i Søhøjlandet Golf Klub, og derudover har han en særlig interesse i at bygge guitarer helt fra bunden.

AVK fejrer Per tirsdag den 1. oktober 2024.