Efteråret er vemod og længsel - men også starten på noget nyt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Fra vest står blæsten…«

Det er de første ord i en efterårssalme skrevet af Lisbeth Smedegaard Andersen. Den synger vi til gudstjenesterne her i efteråret, og i teksten fortælles der om noget af det, som gør efteråret særligt.

For hvad det er ved efteråret, som får så mange følelser op i én af så modsatrettet karakter: af vemod, af glæde, af længsel, af lethed, af sorg, af afklarethed, af foruroligelse, af ro? Er man i det mismodige hjørne, kan man prøve at ryste efterårsstemningen af sig ved at kalde det sentimentalitet og nostalgi, men det hjælper ikke. Man bliver til stadighed mindet om den stemning, når man går uden for sin dør en efterårsdag.

Man bliver mindet om den af morgentågen, af disen, af farverne, af duftene, af solskinnet, af den klare, skarpe luft, og af tusmørkets farver. Efteråret er nogle intense måneder, før kulde og dvale indfinder sig. Det er vemodets og længslens årstid.

Der er noget uigenkaldeligt ved hvert eneste efterår. Og samtidig er efteråret begyndelse. For mange mennesker er det afgørende nye sket om efteråret, ikke nytår og forår. Skolen begyndte altid efter sommerferien. Her fik man nye venner, og det skete flere gange i skoletiden. Man afsluttede skolen om sommeren for at kunne begynde et nyt liv i efteråret.

Efteråret betyder også ny begyndelse i kirken. Der er nye konfirmander, nye minikonfirmander, nye babyer til babysalmesang, nye aktiviteter. I efteråret summer kirken af nyt liv. Efteråret med Trinitatis-tiden er kirkeårets dagligdag, og det er netop dagligdagen, som vi har mest af.

Det, der gør efteråret til noget helt særligt, må være den farvepalet af farver og skønhed, som får en til at stoppe op og bare nyde synet. Så på trods af, at jeg modstræbende giver afkald på sommerens varme, alle blomsterne, og alt det andet jeg elsker ved sommeren, så begynder det at gå op for mig, hvorfor jeg - jo ældre jeg bliver - holder mere og mere af efteråret. Det må være, fordi efteråret afspejler levet liv og al den erfaring, vi samler os gennem livet.

Og heldigvis bærer efteråret kimen i sig til det forår, som næste år vil bringe os nyt håb og nye farver.