Alle taler om vejret – Folkekirken i Favrskov gør noget ved det
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
»Alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det.«
Storm P’s finurlige ordsprog passer til det ualmindeligt våde år, vi har haft. Ikke mindst med vinterens oversvømmelser, der jævnligt tvang mig ud på store omveje under mine cykelture til Kirken i Hinnerup. Store, øde marklandskaber var omdannet til reelle søer. Så det undrer mig ikke, at vejret og dets følger fylder i pressen og manges tanker.
Vi har talt og taler fortsat om vejret. Det er vel en dansk folkesport. Nu taler vi så også om, at vi bør klimasikre os mod oversvømmelse af vores huse og kældre, så dagliglivet kan fortsætte dets vante gang. Vi symptombehandler. Selve vejret er der færre, som gør noget ved. Selvom det heller ikke er, fordi vi i Favrskov har siddet på hænderne.
Favrskov har i årevis været en frontløber i forhold til klimapåvirkningerne. Årligt er der blevet afholdt klimauger, og skov på skov er blevet rejst rundt om. Vigtige tiltag i jagten på mindre klimapåvirkning, når danskerens gennemsnit er på 13 ton CO2 årligt, og altså ikke lige de årlige 1,2 ton, som vi hver især kan tillade os for at få balancen tilbage i skaberværket.
I år stillede et af klimaugernes arrangementer skarpt på et super vigtigt aspekt ved balancen i skaberværket. En detalje, som endeligt har fået øget fokus, nemlig biodiversiteten i Danmark. I takt med, at insekter og nøglearter er blevet sprøjtet væk eller har fået ryddet deres levesteder i effektiviseringens navn, så er økosystemets sårbarhed nu blevet tydelig for os.
For en ting er at rejse skov, som binder CO2, noget andet er at sikre en levende og biodivers skov de optimale livsbetingelser trods klimaforandringernes hærgen. En hel del af de skove, som findes og plantes rundt om i verden, mangler nemlig liv og biodiversitet. De er reelt monokulturelle marker af træer og ikke reelle skove. Danmark er ingen undtagelse.
Havde skovdriften været aktieinvesteringer, ville bankrådgiveren kalde dem højrisikoaktier. Naturens artsrigdom har ellers altid været den vigtigste risikospredning til sikring af livets overlevelse i den klimahistoriske udvikling. Ufattelige symbioser mellem træer, planter, svampe, insekter, dyr og mennesker har sikret livet bedre vækstbetingelser og robusthed.
Vores træproduktion og meget af det, vi i Danmark kalder skove, er i dag lige så industrielle og monokulturelle, som det vi kalder landbrug. Industrilandbrug, hvor ploven frisætter CO2 i stedet for at lagre den i jordbunden, og hvor vi ifølge TV2 bliver klogere og klogere på, hvad selv grise vil kunne sige til os om vores produktionsmetoder, hvis vi vil lytte efter.
I det tidlige forår læste jeg i LandbrugsAvisen en artikel om et »Nyt studie: Alle får det bedre, hvis vi dropper industrilandbruget«. På baggrund af 2655 landbrug i 11 lande konkluderer studiet, at små landbrug med varierede afgrøder og blandede dyrehold giver os mindre udpint jord, bedre grundvand, bedre dyrevelfærd og større biodiversitet.
Det mest overraskende ved studiet var nok, at de undersøgte små landbrug havde samme høstudbytte som de store grundvandsforurenende industrilandbrug. Resultatet er dog helt i tråd med en anden igangværende tysk undersøgelse, hvor marker beplantes med grønne kiler af træer og engplanter til gavn for fugle og de hårdt trængte insekter i deres bestøvning.
De grønne kiler bryder de tidligere monokulturelle marker og virker til at have overraskende positive effekter, som vi godt kunne bruge. Grønne kiler sikrer nemlig markerne mod både tørke, oversvømmelse og storme. Samtidig giver de samme høstudbytte, trods mindre dyrkningsareal og færre sprøjtegifte.
Alt dette er interessant viden for en præst som mig. Det er det både ud fra en religiøs betragtning af mennesket som ansvarlig forvalter af kloden og af kærlighed til vores nutidige og fremtidige næste. Men også fordi Folkekirken, som Danmarks tredjestørste jordbesidder, blandt andet arbejder på en 70 procents CO2-reduktion. Noget Favrskov Provsti vil nå inden for kun seks år.
For alle taler om vejret, Folkekirken gør noget ved det!